Det er nemt at drømme, tegne ruter på søkortene og se sig selv på det lyseblå hav. Men at sætte datoen og gøre alvor af planerne er lettere sagt end gjort.

Drømmen om at sejle langt er nem at forelske sig i. At tage en pause fra hverdagen og sejle ud i det blå og for en tid bytte den daglige rutine ud med et eventyr på de syv have. Det er ikke fordi, vi ikke holder af hverdagen, men tiden flyver af sted, mens vi drøner rundt mellem vuggestue, børnehave, skole, arbejde, indkøb, ungerne til svømning, fodbold og dans. Der skal handles og kokkereres, fejres jul og fødselsdag, og pludselig kniber man sig i armen over, at endnu et år er gået. Vores drøm handler derfor om at få tiden til at gå langsommere og få et fælles eventyr sammen som familie.

Hvornår har man det, der skal til?

Vi har to børn at passe på, en styrmand, der har let til søsyge og bliver slatten efter en tur i børnekarusselen i tivoli, og vores evner inden for el, motor og teknik var på et meget lavt niveau, da vi begyndte at drømme. Godt nok har vi efterhånden en hel del erfaring med at sejle sammen som familie, men i de hjemlige farvande. Så hvordan kan vi overhovedet forsvare at tænke tanken om langturssejlads? Det har vi spurgt os selv om mange gange, men vi har taget et skridt ad gangen. På sommerturene har vi taget længere og længere ture, sejlet om natten og sejlet ud i friskere vejr, end vi normalt ville gøre.

Og øvelsen har været den samme med båd og grej. Da vi købte båden i 2015, var det mildt sagt en chokstart at blive ejere af en langturssejler, proppet med gear og dimser. Ting kan gå i stykker, og som bådejer har man en levende to do-liste, der bliver ved med at vokse, selvom man forsøger at arbejde sig igennem den. Det opdagede vi hurtigt, og når gaskablet knækker, propellen falder af, vandpumpen går, batteriet begynder at dampe, autopiloten står af, stævnrørspakningen er deffekt, og vandet fosser ind – så kan man godt blive modløs og miste troen på projektet. Men så løser man tingene efter bedste evne og ringer efter hjælp, når evnerne ikke slår til. Spørger Google, fagmændene og det hjælpsomme sejlerfolk. Her er jeg nødt til at nævne den fantastiske gruppe på Facebook Tursejlads og sejlsport, hvor tæt på 20.000 sejlere sidder klar til at dele viden og oplevelser. Det er bare at bede om hjælp og suge til sig af alle de gode råd.  Det har vi gjort mange gange og erfaret, at vi bliver klogere undervejs og vokser med opgaven skridt for skridt.

Datoen er sat

Den endelige beslutning tog vi på vej hjem i bilen fra det årlige vintertræf hos Foreningen til Langtursejladsens Fremme (FTLF) vinteren 2017. Her mødes garvede såvel som grønne langturssejlere en weekend i en gammel militærbygning ved Ebeltoft for at dele viden og udveksle erfaringer. Vi mødte op med spidsede blyanter til de mange oplæg om valg af båd, udstyr, sikkerhed, kommunikation, medicin, mad om bord osv. Men det bedste var muligheden for at tale med andre sejlere. Det gav os selvtillid og troen på, at vi sagtens kan klare det. Og som flere af de erfarne deltagere sagde til os, så sejler man ikke fra hjemhavnen og direkte ud på Atlanterhavet. Det er en lang rejse, hvor man har rig mulighed for at lære og flytte sine grænser undervejs. Så vi satte os i bilen og gav hinanden hånden på, at vi selvfølgelig skulle af sted, og at vi sætter sejlene, når skolen går på sommerferie i 2018.

Inspiration til langturssejlads

Det koster ikke noget at drømme, og det har vi gjort igennem flere år. Gradvist og med forsigtige museskridt, har vi listet os ind på planerne ved at læse om og følge nogle af de mange langturssejlere, der har beskrevet deres rejser. De mest kendte er selvfølgelig Kløvedalfamiliens bøger og rejseprogrammer, som vi har fulgt flittigt. Erik Wedersøes bøger om jordomsejlingen i Gitte Gry, legendariske Svend Billesbølle og adskillige andre beretninger fra de syv have. Men mest inspirerende for os var det at læse om de helt almindelige familier, der har været af sted. Hannelore Dörners I samme båd og Lars Bo Kirks Halvvejs gav os blod på tanden, og vi har tygget os gennem begge bøger flere gange. Deres historier viser, at det godt kan lade sig gøre at sejle på de store have, selvom man ikke hedder Kløvedal til efternavn og er vokset op med langturssejlads i blodet.