Udstyr om bord til langturen

Kenneth Grothe ToustrupHvad skal båden udrustes med før afgang? Vi har haft stor glæde af rådgivning fra Foreningen til Langtursejladsens Fremme (FTLF) og giver guldkornene videre her.

Jeg skrev i efteråret 2014 en artikel om udstyr til langturssejlads til Bådnyt, bragt december 2014. I den forbindelse talte jeg med den gode formand for Foreningen til Langtursejladsens Fremme (FTLF), Kim Bork Mathiesen, som delte sine råd til, hvordan en langtursbåd bør udrustes. Jeg ville gerne have linket til artiklen, men den ligger ikke tilgængelig nogen steder. Det er synd, for der var nogle gode tips, som vi selv har brugt flittigt i klargøringen af vores båd. Derfor gengiver jeg nedenfor de gode råd fra artiklen og altså med Kim Bork Mathiesen som kilde. Han sagde:

Tankkapacitet
Man kommer ikke langt uden gode tanke om bord, og her er vandet det vigtigste. Med omkring 150 liter vand i tanken, er en almindelig besætning på et par eller en familie, godt dækket ind. Vi har altid fyldt tanken med hanevandet på havnen, og da vi har et kulfilter installeret har vi brugt vandet som drikkevand uden problemer på alle vores ture. Nogle sværger til en watermaker, som i bedste fald kan holde båden med vand på hele rejsen, men vi har også eksempler på nogle, der har ligget i månedsvis og ventet på reservedele til watermakeren. Vi har aldrig haft en watermaker og klaret os fint uden.

Derudover er en tank med i hvert fald 100 liter brændstof også nødvendig. Man sejler mest for sejl, men den er god at have – ikke mindst til strømmen om bord. Endelig kan man ikke klare sig uden holdingtank, en autoriseret tømmetank. Der er stramme regler rundt omkring, og nogle steder skal man kunne dokumentere, at tanken er blevet tømt i havnens faciliteter, fx i Tyrkiet.

Kommunikation og navigation
Blandt det mest basale er her GPS, kompas, ekkolod og gerne flere VHF-radioer, både stationær og håndholdt. Derudover bør man have enten kortbølgeradio, satellittelefon eller evt. SSB transceiver. Vi har altid brugt kortbølgeradioen, som har fungeret fint. Satellittelefonen er også populær, men man skal være opmærksom på abonnementet og prisen pr. minut, der kan være høj.

I forhold til navigation bruger vi i dag en kortplotter og vores gamle søkort, som vi nødig vil undvære. Andre løsninger som fx iPad og Open CPN er også fine, men man skal være opmærksom på, at elektronikken ikke er bygget til havet og troperne. Fx bliver en luftkølet computer grøn indeni, hvis man bruger den i længere tid ovre i Stillehavet pga. den høje luftfugtighed.

Sikkerhed
Udover det obligatoriske som veste, liner, mand-over-bord-bøje, redningsflåde, EPIRB, nødraketter og andre nødsignaler kan man hurtigt købe sig fattig. Jeg vil dog også anbefale AIS, både sender og modtager, så man altid kan se og blive set af erhvervsbådene og andre lystbåde med AIS.

Energi
Du får aldrig energi nok om bord. Udover motoren har vi sol-paneler på båden, og det har forsynet os fint på turene. De skal bare tørres af med en klud en gang imellem og ellers passer de sig selv. Vindmøller, slæbegeneratorer og lignende er også gode, men består af dele i konstant bevægelse, hvilket giver slid og et større behov for vedligeholdelse og reservedele.

Selvstyrer
Det er svært at undvære en selvstyrer, og med tre til fire uger på havet er det en sur tjans at styre selv hele vejen. Vindroret virker for os, og vi har været glade for vores Aries vindror. Det koster noget, men det kan tit købes brugt. En elektrisk selvstyrer er også en løsning, men den bruger som navnet antyder strøm og kræver som vindmøllen også vedligeholdelse. Et vindror er efter min mening uopslideligt.

Jolle
Jollen er en vigtig del af udstyret og din adgang til land de mange steder, man ligger for anker.  Den skal også have en motor, der er kraftig nok, og som man kan løfte og flytte rundt på. Vi har 4 hk og det har været rigeligt til os. Både til landgang, proviantering og udflugter.

Budget til udstyr
Det er meget individuelt, men jeg vil vurdere, at man kan gøre en ”bar båd” klar for et sted mellem 50-150.000 kr.

Få mere at vide her:
www.ftlf.dk
www.noonsite.com
www.worldcruising.com

2 thoughts on “Udstyr om bord til langturen

  1. Tak for info – håber I selv bruger de forskellige fif når I drager afsted.

    Jeg synes dog behovet for PlayStation er undervurderet….😉

  2. Vi fjerner køkkenet og installerer gaming-hjørne i stedet. Tak for godt input 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s