På billedet ser du en glad familie, der har sparket sig vej gennem selfiestænger og japanere for at lade sig forevige under de blomstrende kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård. En herlig stund på en ganske almindelig og rigtig hyggelig hverdagsaften, os alle fire sammen. Hvad billedet ikke fortæller noget om er, at vi stort set ikke har haft noget familietid i de sidste par måneder. Og det er noget af at paradoks, fordi hele drømmen om at sejle på eventyr netop handler om at gøre noget sammen som familie.

Tidsplanen har godt nok været stram, og Marie og jeg har lige haft tid til at nikke til hinanden, når vi har passeret hinanden i døren på vej til og fra båden, bådbutikken, tidevandskursus, genbrugspladsen, sejloftet, værftet, værkstedet, børn til håndbold, dans, optimistjolle osv. Man hopper i en arbejdsbuks, råber hej til resten af familien, der enten er i naboens have, bag en skærm, fordybet i perler, tegning, en legeaftale eller i gang med noget andet, man alligevel ikke har tid til at sætte sig ind i.

En stor del af tiden suser vi voksne rundt for at rykke på det, vi allerede har skrevet en del om. Polere, male, slibe og klargøring. Men vi har også et hus, der skal tømmes, for om bare tre uger flytter en belgisk familie ind, og selvom møblerne bliver stående, skal skuffer og skabe tømmes. Og hold da ferie, hvor kan man samle meget sammen, selvom vi hverken har kælder eller loft. Femårsreglen gælder, og hvis ikke du har brugt skjorten, bamsen, bogen eller bilen i fem år, så er det ud. Det bliver solgt, foræret væk eller parkeret på losseren.  Selv hønsene har vi fundet et nyt hjem til, som heldigvis ikke bliver de evige rugekasser, men en anden glad hønseavler i kvarteret.

Midt i det store klargøringscirkus har Sofie haft sidste dag i børnehaven og er begyndt på fritter. Og pludselig er det blevet meget konkret for hende, at hun ikke skal følge de andre i 0.U, når de møder op efter sommerferien, velfriserede med blomster og flag og det hele. Men hun tager det i stiv arm og fortæller de nye klassekammerater, at hun skal gå i bådskolen – en størrelse, som ingen af os helt ved, hvad er endnu. Men hun har fået et penalhus, og vi vil lægge os i selen for at lave en god skole derude på vandet et sted.

Vi elsker at sejle sammen, fordi sejlerlivet rummer så mange oplevelser hver eneste dag. Vejr og vind fører dig nye steder hen, og hver tur er en rejse. Også selvom vi bare futter en doven tur til Flakfortet og retur til Svanemøllen. Man deler det hele, og med en hverdag, der er god, men ofte fortravlet, er det en gave at være så tæt sammen på en båd, hvor man er fælles om oplevelserne, naturen, det sure og det søde. Det nyder vi, og derfor skal vi nu sejle en meget lang tur.

Heldigvis er båden endelig kommet i vandet, mast og rig er godkendt, gasinstallation og komfur skiftet, motoren næsten klar, det nye storsejl bliver syet i Polen, og vi er ganske langt med oprydning og rengøring nede på båden. Det betyder, at pulsen er faldet en anelse, og at vi også har haft tid til at holde familiefødselsdag og tage med Valdemar op til optimistjolletræning hele familien. Der er stadig lang vej til afrejse, og mange ting at gøre, men nu begynder det at ligne noget, og vi glæder os helt vildt, til vi skal være tæt sammen alle fire.