”Hvorfor var det nu lige, at vi satte gang i det her bjerg af rod og uoverskueligt arbejde?” Det er tirsdag formiddag. Vi står i stuen derhjemme midt i dyngerne af tøj, tallerkener, bamser, dyner, søkort, plasticdimser, nullermænd og imponerende mængder af sager, der bliver ved med at vælte ud af skuffer og skabe. Hvor kommer det fra? Vi har hverken loft eller kælder, og det er overvældende, hvad vi har akkumuleret gennem vores otte år i huset.

Allerede samme aften skal vi flytte ned på båden, og ingen af os kan rigtig se, hvordan det kommer til at hænge sammen. Udover klargøringen af båd, der har kørt i højeste gear gennem nogle måneder, har vi i de seneste uger sorteret, solgt og pakket tingene og synes selv, at vi er nået langt. Men nu skinner solen udenfor, sveden driver af os, og der er pludselig uendelig langt til en veloverstået flytning for ikke at nævne det manglende bådarbejde, og alle de regninger, der bliver ved med at dukke op i projektet. Tusindkronsedlerne hvirvler ned over båden. Har vi tid og penge nok, og hvorfor orker vi overhovedet det her? I sådan et øjeblik føles batterierne flade, og skufferne hænger godt og grundigt.

Men så byder naboerne på kolde Aperol og børnepasning, man tager en tudekiks og arbejder videre, og pludselig er det aften, og ja, vi står på båden med alle vores pakkenelliker. Trætte og svedige, men alle fire samlet på vores hjem de næste 12-14 måneder.  Ungerne tager det hele meget cool og tøffer bare ind i deres kahytter, som de plejer. Der bliver spurgt efter tegnegrej, en iPad og en snack, så det er business as usual.

I dag er det torsdag, og huset står ryddeligt og velduftende af nyvaskede gulve til den belgiske familie, der i skrivende stund parkerer foran huset med deres flyttekasser. På båden er der atter krudt i bøssen, og vi tager en pose eller en taske ad gangen, mens vi kreativt pakker, propper og stuver løs under dæk og dørk. Vi kigger atter frem, og selvom vi endnu ikke er i samme lave gear som på billedet – sval rosé i Knarreviken, sommeren 2017 – så nærmer vi os og kan sætte et par store krydser på to do-listen. Og nu er der bare omkring en måned til afgang.