Solen skinner i cockpittet, der er rosé i glassene, og begge børn er ovre på en anden dansk båd og lege med nye legekammerater. De danske både er sjældne på disse kanter, og det er svært hyggeligt med selskab. Dagen i dag har vi nydt på Vlieland, som er en helt fantastisk ø med klitlandskab, store strande, høj sol, et par sæler, sommerstemning og lavt gear. Vi er i Holland, og Sofie fik æren af at hejse det nye gæsteflag, da vi strøg over grænsen ude i Nordsøen.

Apropos Nordsøen, så er det efterhånden nogle dage siden, vi forlod Cuxhaven kl. 04.00 om morgenen. Det var mørkt, råt og blæsende, da vi sejlede ud og lagde os tæt op ad sejlrenden med den tunge trafik og de store containerskibe, der meget fint understregede Nordsø-stemningen. Vi skulle lige mod vinden to-tre timer, til vi kom helt ud af Elben og kunne vende snuden mod vest og få vind i sejlene. Turen gik mod Norderney og varede omkring 12 timer, og for at opsummere en meget lang og hård tur med få ord: Store og rundtossede bølger, der kørte rundt med strøm og tidevand, søsygen ramte hårdt, og der blev fodret fisk i store mængder, Marie var mere søstærk og sej end nogensinde før, og La Vie var tryg at være på. Elendig tur, men vi kom sikkert frem.

Nordsøen sejrede, og en træt besætning kunne tage fat på rengøring og oprydning af den bombede båd, da vi lå sikkert i havn. Men så får man noget mad og en nats søvn, og allerede dagen efter sejlede vi ud igen om eftermiddagen, denne gang i bedre vejr, og med kurs mod Vlieland. Vi skulle sejle natten igennem og ankomme på Vlieland den efterfølgende morgen. Det gik forrygende. Solen var fremme, bølgerne langt mere medgørlige og moralen høj. Vi havde været noget spændte på at sejle ud efter gårsdagens elendigheder, så det var rart at vende tilbage og få en på alle måder god sejlads.

Vi strøg af sted i fem-seks timer, indtil motoren pludselig sagde en mystisk bankelyd. Vi prøvede alt muligt, undersøgte, lyttede og snusede, men der var en lyd, og vi valgte at gå i nærmeste havn for at få det tjekket. Også selvom lyden var forsvundet igen. Tilsyneladende fejlede motoren intet, men sidst der var en lyd, fik vi motorstop på Flakfortet så hellere livrem og seler. Derfor vendte vi båden, og gik den lange vej ind til Borkum. Den næste tidlige morgen var det ind til motoren og kigge og ned i det kolde erhvervshavnevand og under båden for at tjekke – alt var i den skønneste orden. Så vi sejlede med det samme.

Den videre sejlads gav os diagnosen, da lyden dukkede op igen, bedst som vi ramte en stærk strøm. Når der står en stærk strøm, og motoren kører med lave omdrejninger, giver presset på propelbladene åbenbart en bankelyd. Kedelig historie, men et emne vi har brugt en del tid på at tale om og analysere. Og stor glæde på båden, da vi landede den plausible forklaring.

Efter et kedeligt stop i havnen på Borkum tog vi endnu et stræk på havet, denne gang med helt stille vand og blå himmel. Billedet ovenfor illustrerer, i et næsten tilfældigt opstået stilleben, vores samlede rejse på Nordsøen – fra livliner til smølfebingo. Det tyske gæsteflag parkeret, Marie med en hollandsk marinaguide på tysk, og ikke mindst Kløvedal slået op midt i bogen. Ligeså heftig den første tur var, ligeså rolig og hyggelig var den sidste. Vi hørte Det lille hus på prærien på lydbog, snackede lystigt, kiggede ud i luften og forsøgte at vænne os til tanken om, at vi nu har særdeles meget tid mellem hænderne. Det er uvant, men dejligt.

I morgen tager vi endnu en dag på Vlieland, og derefter styrer vi La Vie ind mod kanalerne og ned mod Amsterdam.