I går nat kl. 00.30 sejlede vi lige så stille ind mellem de særdeles høje moler i Dieppe. Vandet stiger ni meter ved højvande her, så vi sætter pris på flydebroerne. Byen er vist mest kendt for en mislykket landgang under 2. Verdenskrig, da de allierede forsøgte at komme i land netop her. Det gik ikke godt, og tyskerne blev siddende. Vores landgang var mere vellykket og en fin afslutning på en dejlig sejldag. Nu har vi haft hele dagen til at snuse rundt i byen, som har strand, fine gamle huse og torve, cafeer en masse hæse havmåger og havnen placeret midt i det hele – et dejligt sted, hvor vi holder pause.

Det er efterhånden nogle dage siden, vi sidst har skrevet, men vi har sejlet og sejlet og ikke nået så meget andet. Men hvis vi spoler tiden tilbage til i søndags, sejlede vi fra Amsterdam i en lille flotille med Freedom og Vela. Da vi kom ud af kanalen og retur i Nordsøen, kom sejlene op, og vi strøg af sted. Gamle La Vie fulgte meget fint med de store og noget yngre damer – X 46 (dog med reb i storsejlet) og Dufour 425. Undervejs mødte vi igen Karma 2, så vi talte efterhånden en fin lille flåde med dannebrog på hækken.

Målet var Haag, som vi anduvede sidst på dagen. Efter en god nat i køjen brændte vi alt krudtet af i Duinrell, en skøn blanding af Bakken, Leos Legeland og Lalandia. Vi gav den gas hele dagen og vendte tilbage til havnen, ganske udmattede og opløste af klorvand. Mandskabet nåede knap tilbage på bådene, før vi besluttede at sejle ud med det samme og sejle natten igennem et godt stræk derudaf. Karma 2 fulgte trop, og vi sejlede atter af sted tre både sammen, da vi havde vinket farvel til Vela tidligere samme dag.

Det blev en fantastisk natsejlads med roligt vand, morild, Det lille hus på prærien, kaffe, dyner i cockpittet og film under dæk. Da solen kom frem sejlede vi videre og besluttede at glemme alt om England i denne omgang og gå til Calais. Dagens højdepunkt kom, da Freedom kaldte os på radioen og varslede delfin i farvandet. De var så heldige at få følgeskab af en enkelt delfin eller dellefin, som Valdemar så fint kalder dem. Vi nænner ikke at rette ham. Det fine dyr fulgte dem i lang tid, mens vi hang sultne over rælingen med telefonerne og kikkert klar. Selv på afstand var det en stor oplevelse.

Endelig kom vi til Calais, og selvom vi var glade for de mange sømil, vi havde lagt bag os, og en anelse møre, besluttede vi hurtigt, at det skulle være et kort stop. Havnen var pakket ind i et omrejsende tivoli, der bimlede og bamlede, og alle unger plagede os trætte voksne op til endnu en tur i manegen. Byen virkede, bortset fra tivoliet, grå og trist, så vi havde kun lige sunket kaffen og den sidste bid baguette den efterfølgende morgen, før alle tre både drønede ud af slusen og videre i teksten.

Det blev endnu en rolig dag på søen med høj sol og hygge på båden. Fodbad, brætspil i cockpittet, Anders And, aktivering i bådsmandsstolen og en masse kiggen ud i luften, indtil vi passerede de mange fiskerbåde i mørket ved indsejlingen til Dieppe. Her bliver vi i hvert fald et par dage. Vi har en to do-liste, der ikke er sket så meget med i længere tid, så den har vi ædt os ind på i dag. Alt fra tøjvask og motortjek, til bådvask og blogindlæg.

Nu føles det efterhånden som langtur. Hidtil har vi sejlet et stræk ad gangen, præcis som vi plejer på sommerturene. Men nu sidder vi her i en fransk havneby i sommervarmen, og vi er sejlet hele vejen herned. Det føles dejligt, og vi er stolte af os selv og ungerne. Bortset fra en møgtur på Nordsøen, kører det fint, og Sofie og Valdemar brokker sig på intet tidspunkt over de lange sejladser. Det har mildt sagt været et hårdt forår og et stort slid at blive klar til den her tur, og gennem de fem år, vi har drømt om det her, har vi tvivlet mange gange. Men nu føles det, som den helt rigtige beslutning, og vi nyder langturslivet i fulde drag.