Klokken er nu 10.30 lokal tid. Ja, det føles ganske eksotisk at kunne skrive lokal tid, også selvom det i skrivende stund er Union Jack, der vejrer dovent på gæsteflagspladsen. Der er kaffe i koppen, og selv de skrappe lugte fra Maries modne oste, der siver op i cockpittet nede fra køleskabet, virker mere milde her til morgen.

England er vel på papiret ikke vildt eksotisk, men vi ankom i går aftes til kanaløen Guernsey, og virkeligheden er noget andet. Vi kom sejlende ind mod øen for fulde sejl i vores faste flotille og passerede forbi små øer med bløde klipper og borge, fint lyst op i aftensolen. Selve havnen og byen fremstod som en spøjs blanding af Hobitten og Cannes. Små listige gyder med skæve kroer og gamle huse med et drys af palmer og sydfransk feriestemning.

Her til morgen kunne Marie endda fra morgenløbeturen rapportere om vilde orkideer, badebassin med fine trin hugget ud i klipperne og masser af sommerfugle. Så det lover godt. Men lige nu er resten af familien ikke kommet så meget længere end æg og bacon og morgenkaffe i cockpittet. Vi har haft nogle dage i højt tempo og har ikke haft så meget tid til at tøffe i lavt gear med benene oppe. Af samme grund har vi heller ikke nået at skrive på bloggen, så vi kigger lige nogle dage tilbage for at få det hele med, og det bliver en længere fortælling.

Mandag formiddag sejlede vi fra Dieppe efter nogle dage med for meget vind, og der var stadig lidt tuden i riggen, da vi gassede op på vej ud af indsejlingen. Vi havde nærstuderet de sædvanlige vejrtjenester, vi bruger vel fire-fem forskellige, og dertil tidevand, strøm, kurs, overvejet for og imod, vendt og drejet planerne og til sidst landet på det bedst tænkelige scenarie. Efter fire dage i Dieppe var vi på alle tre både på vej til begyndende havnekuller og glædede os til at komme videre, også selvom vi skulle lægge ud med modstrøm og i øvrigt have modvind hele vejen.

Det blev også en halvkedelig tur, først med meget vind og så med rullende bølger. Vi overvejede hurtigt at hoppe ind, allerede i næste havn, men lavvandet afgjorde det for os, for der var ikke vand nok til, at vi kunne komme ind. Samtidig lagde bølgerne sig, og så høvlede vi videre for motor og kompenserede for den lidt trælse sejlads med alt godt fra slikskabet. Vi forsøgte at sove på skift, men motoren gjorde sit bedste for at spolere skønhedssøvnen. Det blev i stedet til kaffe og Det lille hus på prærien 3, som vi hørte for anden gang. Havde glemt at downloade noget nyt. Men den er også god, og det er stadig synd, at græshopperne tager hele den lille families hvedehøst (spoiler alert).

Ud på natten satte medstrømmen fut i sagerne, og vi rundede 10 knob og strøg af sted mod Cherbourg. Her øgede vi spændingen, da vores motor pludselig gik ud. Det er en væmmelig lyd med sådan et motorstop, ikke mindst når det er pivmørkt, bølgerne ruller, og vi er tæt på land – som vi ikke kan se. Normalt ville vi sætte et sejl og komme fri af land og tage den derfra, men nu var vi så heldige at sejle i flotille, så vi kaldte flåden på kanal 6. I løbet af få minutter havde vi en line hos Freedom, som trak os mod havnen, mens Karma 2 sejlede i forvejen for at sondere terrænet og finde plads til os. Så da solen stod op, lå vi trygt og godt på plads i havnen.

Og så i gang med fejlsøgningen. Det var nu nemt nok at finde problemet, men en anelse bøvlet at løse det. Vi var hurtigt klar over, at der var en prop i brændstoffet et eller andet sted. Det hjalp ikke at skifte filtre, så problemet var nede ved selve tanken. Her kommer følgeskabet med vores bådvenner igen til sin ret, for Jacob på Freedom er oprindeligt mekaniker, så det var dæleme dejligt med en hjælpende hånd. Resten af dagen gik med at tømme tanken gennem et filter over i en større samling dunke, rense tanken efter bedste evne og hælde brændstoffet tilbage. Og så virkede dyret igen. Det fejrede vi med grill på La Vie sammen med de andre. Man sover godt, når man springer en nattesøvn over og fylder båden med dieselduft, skulle jeg hilse og sige.

Men vi skulle op og være turister. Strækningen fra Dieppe til Cherbourg dækker Omaha Beach, Utha Beach og alle nøgleområderne for de allieredes landgang i 1944. Det skulle vi selvfølgelig se, så vi lejede en bil og kørte rundt. Det var en stor oplevelse, især at se den amerikanske kirkegård med de tusindevis af hvide kors. Det gjorde indtryk. Vi nåede endda også forbi den fine by Bayeux og i en kæmpe Carrefour, som vi plyndrede for citrontærte, poulet roti og en solid bunke grundproviant. Det var også ganske rart at komme lidt væk fra båden.

Og så er vi fremme ved i går. Der blev tanket vand og gjort klar, og så sejlede vi ud på fladt vand med blå himmel og en venlig vind. Freden var dog hurtigt forbi, da vi ramte The Alderney Race, et af de mest strømfyldte steder i verden. Pludselig rejste søen sig, og vi væltede rundt i bølgerne – som når de skruer bølgebassinet helt op i Lalandia. Herfra tog medstrømmen godt fat i os, og gamle La Vie fik fart i skørterne, da hun var helt oppe og snuse til 12 knobs fart for en smule motor. Det var en hæsblæsende oplevelse, og da vi på samme tur også spottede et par delfiner, var vi godt tilfredse.

Nu ligger vi altså her og bliver nok i området nogle dage. Der skulle være dejligt på alle øerne, fine ankerpladser, og da der samtidig er noget væmmelig vind på vej, ender det nok med, at vi hygger os her. Derefter er målet Brest, hvorfra vi skal over Biscayen.