Badeferie, bådspat og bølgebank på kanalen

SarkDer er atter løbet meget vand gennem kanalen, siden vi sidst skrev på bloggen. Dagene flyver af sted med sejladsplanlægning og sejlads, proviantering, udflugter, badning, dimsen og roden med båden og ikke mindst en masse fællesspisning og hygge med Freedom og Karma 2.

Godt nok er vi lige nu bare os på La Vie, hvilket er nyt, for det er ikke sket siden Vlieland, hvor vi mødte de andre første gang. Vi ligger helt på egen hånd her i meget hyggelige Treguier, trygt og godt på floden le Jaudy og i ly for blæsten, der tuder løs her, men helt sikkert et par nøk mere ude på åbent vand. Såmænd om ikke også kirkeklokkerne på den lille katedral ringer oppe i byen netop nu.

Hele familien har sovet længe, der er ordnet spændende ting som tøjvask, brusebad og opvask. Og så forsøger vi at koldstarte skolen, hvilket gik fint i dag. Det blev til cirka to timers koncentration, inklusive frikvarter og idræt – Marie kørte en runde Kaptajn Jespersen med ungerne inde på land. Men selvom et par timer ikke lyder af meget, så får de høvlet nogle sider i bøgerne, og vi kalder det en lille succes.

Som sagt er det noget tid siden, vi har skrevet, så vi skal lige have rodet tilbage i den gyngende hukommelse for at huske, hvad der er sket. Sidst vi skrev, var benene smækket op i hvileposition på kanaløen Guernsey, og der blev de under hele opholdet. Vi badede dagen lang, fik dog opstøvet en motormand og købt et nyt dæksel til motoren, for vi lækkede kølervæske, men ellers dovnede vi. Næste formiddag sejlede vi i den sædvanlige flok mod Sark. Det har næsten fortabt sig i tågerne, hvilken dag det var, men det var vist i lørdags.

På øen fik vi en god forsmag på det søde driver- og badeliv, vi har gået og drømt om hjemmefra. Godt nok var det første døgn for anker en rullende affære og den første nat mere eller mindre søvnløs. Ankeralarmerne bimlede og bamlede, og vi havde på alle tre både radioerne tændt på kanal 6, så vi kunne kalde og advare hinanden om nødvendigt. Men ankrene holdt, og vi blev alle sammen liggende, så vi kunne stå op til morgenbad, æg og bacon. For dælan et dejligt driverliv at ligge for anker sådan et smukt sted. Ungerne svømmede og padlede rundt mellem bådene, fælles grillaften på Freedom, udflugt ind på stranden, og så fik vi brændt noget benzin af i gummibådene for fuld gas rundt i bugten.

Efter et par dage med sol og højt humør på Sark kom vi til Jersey og lagde til i havnen, som vel bedst kan beskrives som en stenkælder. Man har kig til stenmur, uanset hvor man vender blikket hen, varmt og lummert, så det var et passende sted til turens første bådspat. Allerede første aften var besætningen halvmuggen, træt og pirrelig, og den lumre varme og stillestående luft nede i det kælderliggende havnebassin gjorde det ikke bedre. Dagen efter blæste og regnede det, så vi forsatte, hvor vi slap med de sure miner. Planen var skolestart, men Valdemar rodede rundt i sin kahyt og smed små soldater efter os, mens han råbte, at han havde fået bådspat. De voksne hakkede, og Sofie hylede og peb, så selv rotterne havde forladt skuden. Der blev dog klaret et par siders skole. Med fire mennesker på få kvadratmeter, kommer vi nok ikke uden om en smule spat i ny og næ.

Redningen blev en tur op i byen, hvor vi hastede ind på den første og bedste hyggelige kaffebar, hvor vi tømte hylder og fade for gode sager. Det hjalp, lige indtil vi tilbage på båden testede vores spritnye ankerspil og fik bekræftet en bange anelse om, at det ikke fungerer ordentligt. Kedelig og teknisk historie, men den sendte os helt til tælling, fordi problemet kunne have været løst ved at købe et andet ankerspil eller med en smule omtanke. En såkaldt ”ommer”. Og ankeret er vitalt for os – til sikkerheden og til det søde ankerliv. Den smuttede bare i farten og forberedelserne hjemme.

Men igen, hvor er det dog dejligt med følgeskab. Der kom nogle friske øjne på problemet, og straks var der en løsning i støbeskeen. Samtidig havde vi en middagsinvitation på Karma 2, og det blev ikke alene et festmåltid, men også en lille fest, da der kom strengeinstrumenter og rom på bordet. Det var mere end nok til at afblæse vores bådspat i denne omgang.

Så mangler vi bare at skrive lidt om bølgebankene, og dem har vi fået en god portion af. Vi sejlede fra Jersey i onsdags med kurs mod Frankrig. Der er for tiden en del vind omkring os og ikke vejr til Biscayen, så langt vi kan se. Derfor var planen at hyggesejle os langs den franske kyst mod vest. Man kan vel altid spise en ekstra croissant.

Men da vi kom ud på vandet, var bølgerne større end beregnet, og vi skulle lige mod både vind og bølger for at komme til Frankrig. Vi gav den et forsøg, men kunne kun holde en fart på cirka 3 knob. Det gav os en ankomst i havn klokken 04 om morgenen, og det orkede vi ikke i rulleriet, så vi vendte snuden tilbage mod Guernsey, mens Freedom, der har mere motorkraft, sagde på gensyn på kanal 6 og fortsatte mod Frankrig. Vores plan var nu meget god, for det var dæleme en rullende bølgetur, og ja, der blev fodret et par fisk.

Det var dejligt at komme i havn, men da bådene omkring os skulle sejle tidligt den næste morgen og bankede os op for at komme forbi, kunne vi lige så godt hoppe i søtøjet og sejle med ud og give Frankrig et forsøg mere. Selvom der er dejligt på Guernsey, så var det en fesen følelse at være tilbage den forkerte vej. Så vi foretog et hurtigt vejrtjek og sejlede ud, mens regnen trommede på båd og søvnig besætning. Enten skulle vi have tjekket vejret bedre, eller også har vores sædvanlige vejrtjenester underdrevet, for vi har vist aldrig sejlet i så store bølger før. Heldigvis var vinden med os, og La Vie, der atter var en god og tryg havsejler, bragede af sted med 8-10 knobs fart. Søsygen lurede på båden, men vi vandt en stor sejr, for den fik os ikke ned i denne omgang, og fiskene måtte kigge langt og sultent efter vores kølvand.

Turen varede vel 10 timer, og vi synes ikke, det var så sjovt. Vi kiggede længselsfuldt mod land og brugte vores krudt på at sejle båden. Men når presset er stort, er lettelsen og glæden ved at komme i havn desto større. Da vi kom ind på floden, kom vi helt i læ og nød den smukke tur op mod byen. Vi har den tradition, at når de lange eller hårde sejladser er overstået, skal det fejres. Så vi strøg direkte op på torvet foran katedralen til drinks og Uno og derfra på det lokale creperie for at smovse franske galettes, som er en specialitet heromkring. Og om et par timer skal der smovses igen, for byens fiskehandler har også en restaurant, hvor vi skal tømme et par fade med skalddyr og alt godt fra havet. Man er vel i Bretagne.

Derfra er planen at tjekke vejr og finde nogenlunde roligt vand, så vi kan kommen til Roscoff, hvor vi kan mødes med Freedom igen. Og derfra kan vi sådan set godt krydse Biscayen, så vi gør klar til at spænde hjelmen, når det rette vindue viser sig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s