Så faldt der endelig ro over båden i Camaret-sur Mer, hvor vi landede i eftermiddags. Sofie og Valdemar hiver torsk i land inde kahytterne, og Marie flader ud på de tyrkiske læderhynder. Inde fra land kan vi høre de lokale franskmænd svinge træskoene til et omrejsende firserdisko, der har fået lov at lufte det store bagkatalog. I morgen er det nemlig Jomfru Marias himmelfart, helligdag på disse kanter, og omegnen har vist nippet godt af roséen, og deres vækkeur ringer jo heller ikke i morgen. Her på skibet plejer vi også at skrive lidt om, hvad vi indtager for lige at slå tonen an på bloggen, men der er absolut intet på bordet til skriveriet i aften, faktisk lidt trist.

Sidst vi skrev, lå vi i meget hyggelige Treguier. Der kunne vi sagtens være blevet i flere dage, for det var virkelig en fin gammel by. Den sidste aften besøgte vi den lokale fiskehandler, der kørte en lille restaurant ovenpå butikken, og her fik vi fisk og skaldyr, så hatten passede. Fiskesuppe og et sprællevende krible- krablefad, som de franske madører sluger uden at fortrække en mine. Vi andre skulle arbejde lidt mere med os selv for at få de slimede havsnegle, østers, kæmpekrabber og levende rejer ned – Valdemar insisterede på, at en af rejerne viftede med et knurhår, men de var nu kogte. Sjovt og hyggeligt og dejligt med et lille afbræk fra sejlads.

For vi skulle videre, og det er Biscayen, der lurer og giver sommerfugle i maverne. Vi sejlede til Roscoff, hvor vi mødte Vela og Freedom igen, og her blæste vi inde for en kort bemærkning. Det udnyttede ungerne til for alvor at kickstarte fiskeriet. Med børn fra tre både kunne vi mønstre en del fiskere på broen, der blev handlet mere udstyr, og der kom faktisk en del fisk på krogene, dog ganske små. Og en kongekrabbe – den fylder altså spanden, sådan en basse.

Vi andre brugte tiden på lidt dimseri på bådene og selvfølgelig vores helt store interesse for tiden, vejr og vind. Hvornår kan vi krydse? Hvordan kommer vi nemmest uden om det berygtede hjørne før Brest? Vi valgte efter adskillige overvejelser og drøftelser at liste et skridt videre og sejlede mandag fra Roscoff til L’Aber Wrach, næste stop mod vest, hvortil vi slog følgeskab med Vela.

Vejret var gråt og diset, vinden imod, og der var lidt regn i luften. En vejrtype, man passende kunne kalde suppedas. Et stykke fra havnen spottede vi dog noget plaskeri i vandet og sejlede nysgerrigt nærmere. Det var såmænd to klumpfisk, et par klumpede skabninger, der solede sig i overfladen og kiggede op på os, før de baskede retur i dybet. Og minsandten om vi ikke så delfiner igen. Det pynter på en ellers kedelig sejlads. Uden at gå i flere tekniske sømandsdetaljer om sejladsen, kan vi berette, at vi nærmer os Atlanterhavet, og bølgerne er store. Det går nu fint nok med søsygen, selvom vi arbejder lidt, især når tidevandet sætter skub i de store vandmasser.

Vi havde næppe fået fortøjningerne på i L’Aber Wrach, før vi kastede os over vejret igen. Vi vil så gerne over den Biscay. Efter flere drøftelser med Vela besluttede vi mere eller mindre at tage turen tirsdag morgen. Båden blev fyldt med foder, og vi lå søvnløse det meste af natten med høj puls og svedige hænder, mens vi ventede på morgenen og de friske vejrmeldinger. Det så rigtig godt ud det meste af vejen, men der ligger altså noget vind og kører rundt nede ved Spanien, og vi ville lande i den i mørke, så vi bakkede ud i sidste øjeblik og sejlede i stedet ud med kurs mod Camaret-sur Mer. Igen en regnende, grå og diset suppedastur for motor. Og med meget store bølger, da vi rundede hjørnet før Brest. De aftog heldigvis ret hurtigt.

Og nu ligger vi her til firserdiskoet i en hyggelig by, omgivet af klippeskrænter og østersfarme. Valdemar drømmer om at fange en makrel på molen med de andre unger. Vi drømmer om tapas og sol i Spanien og tjekker løbende vejret med Vela. Håber at kunne æde de 350 sømil, som vi burde klare på cirka 60 timer, fredag, men nu må vi se.