Så tog vi endelig udfordringen op og sejlede ud mod selveste Biscayen. Kom vi over, så vi delfiner, så vi hvaler, og var der søsyge? Nemlig, i store mængder, et par stykker og ja. Nu ligger vi simpelthen i solbeskinnede Spanien, og for første gang i flere uger har vi klaret en hel dag uden at tjekke vind og bølger. Bådskolen er netop afviklet i den skønneste ro og orden og i fint samarbejde med Freedom. Sofie gik over på Freedom og lavede skole med Amalie, mens Villads kom over til os med bøgerne. Nu ordner vi lidt båd – en skrue her og justering af ankerspil der – mens ungerne kan tøffe lidt rundt, inden stranden kalder senere. Og derefter tapas. Faktisk kunne vi godt blive her det næste års tid, for La Coruna er nem at holde af. Men først var der lige en sejltur, som vi har gruet for, frygtet, tænkt på, drømt om og skrevet temmelig meget om.

Sidst vi skrev, var vi netop landet i Camaret-sur Mer. Egentlig en hyggelig by, hvor højdepunktet nok var fiskelykken, der for alvor tilsmilede os. Vores fiskekvote blev overskredet i stor stil, for det væltede ind med makreller, som vi guffede i os, mens vi tjekkede og snakkede om vejret. Det sidste stop i Frankrig var præget af det forestående kryds. Vi fik vurderinger og tips fra Freedom, der netop var kommet over, Troels fra Karma 2, der er pilot og meget vejrkyndig, gav os lange og detaljerede meldinger. Til sidst tog vi beslutningen om at krydse fredag og gik i gang med forberedelserne.

Noget af det mest vitale på sådan en tur er snacks. Her har vi på La Vie et stort rum under et af lædersæderne i salonen, som vi har døbt sukkerbrønden. Den må og skal altid være fuld af kiks, chips, chokolade, slik, diverse barer, nødder, sukker, e-numre og for himlens skyld bjerge af kalorier. Så den toppede vi op. Tankede diesel på, gennem filter for ikke at få skidt i tanken igen og derefter motorstop, fyldte vandtanken, provianterede mad, Marie kokkererede en gedigen spand kødsovs, vi fandt det store medicinskab frem til søsygen, downloadede lydbøger for ikke at skulle trækkes gennem mere Det lille hus på prærien. Mon ikke småpigerne fortsat synger artigt med, når far Ingalls med de klare og levende øjne finder fiolen frem. Og nu skriver vi ikke mere om de bøger, selvom de er gode. Sidst men ikke mindst aftalte vi med far Henrik, Troels og Jacob fra Freedom, at de ville sende os nyt om vejret undervejs på vores Garmin InReach, som vi kan sende og modtage beskeder med over hele kloden. Dette indlæg er ikke sponsoreret, desværre.

Fredag kl. 12.00 var vi klar og sejlede ud i følgeskab med Vela. Vejret var fint, og vores vejrvindue lovede 24 timer med let vind og mulighed for nogle bølger fra gårsdagens blæsevejr, 24 timer med meget stille vejr og endelig 16 timer med noget vind, som kunne blive en del eller en hel del. Så en finale, vi var en anelse spændte på. Men vinden havde ligget der i lang tid og så ud til at blive liggende med vindstyrker mellem 8-15 sekundmeter, og nu kunne vi ikke vente længere.

Og hvordan gik det så? Solen skinnede, da vi kom ud på åbent vand og budt velkommen af delfiner. Fantastisk at se dem ligge foran båden og skubbe til hinanden for at komme ind i bovbølgen. Efter nogle timer meldte søsygen sig, og ja, det var mig, Kenneth, der flittigt fodrede delfinerne. De blev forkælet med den store buffet. Derfra gik tiden både langsomt og hurtigt. Vores autopilot styrede hele vejen over. Det blev til en hel del motorsejlads om dagen og sejl om natten, hvor der kom lidt vind. Stjerneklare nætter, et par hvaler, der dukkede op foran os, nattevagter, timer med puder og dyner i cockpittet, mere søsyge, imponerende gode børn, der hørte lydbøger, sov, spiste snacks, så et par film og lod til at nyde turen. Valdemar kom jævnligt med udbrud som: ”Se lige den farve på vandet.” Og ”Det er mega fedt at krydse Biscayen.” Søstærke Marie trak læsset, mens der blev arbejdet med søsygen. Vi fik vejrmeldinger hjemmefra, sparrede med Vela og nærmede os den berygtede vind.

Finalen og de sidste 16 timer endte nu over al forventning. Vinden kom ind bagfra, men ikke mere end 10-11 sekundmeter, og La Vie strøg derudaf som en drøm. Søsygen forduftede, og det lod til, at de berømte søben omsider havde indfundet sig. Og glæden var stor, da vi kunne råbe land i sigte og skåle over aftensmaden. Vi klarede den sørme og lagde til i Marina Nautico i La Coruna søndag klokken 02.00.

Og her ligger vi godt. Byen er fantastisk hyggelig og fuld af små gader og gyder med tapas-steder. Der er strande, palmer, sol og blåt vand, og vi må knibe os selv i armene over, at vi selv er sejlet hele den vej herned. Nu nyder vi det, og så skal vi før eller siden rundt om ”Dødens hjørne”, cirka 40 sømil rundt om spidsen herude, hvor det blæser godt og grundigt. Den skal vi runde for at komme ned til Vigo-området, der skulle være helt fantastisk. Vi ser vejret an, og hvis der går lidt tid med det, så gør det bestemt ikke spor. Det er billigere at spise ude end at lave maden selv, har vi vurderet, så den tapas skal have en over nakken igen i aften.