Det tuder godt i riggen her i ankerbugten ved Camarinas, rundt regnet 50 sømil sydvest for La Coruna. Vi kastede anker på fem meters dybde omkring spisetid i en ganske frisk blæst og skulle lige kigge godt på den spændte kæde, før vi var nogenlunde trygge. Men nu har vi ligget her i tre timer, altså på samme sted uden at drive, så grejet ser ud til at holde fint. Samme melding giver vores ankeralarm på telefonen, den hedder DragQueen og kan varmt anbefales.

Vores lille flotille med de sædvanlige tre både stævnede ud fra Coruna klokken 10.00 i formiddags. Det store Atlanterhav var mildt og venligt og vinden god, så Sofie tog en lur, Valdemar så film og sumpede under dæk, og vi andre sumpede over dæk. Man kan godt falde i søvn, mens man styrer, hvis det er kedeligt nok. Billedet ovenfor er altså ikke fra dagens hyggesejlads, som var noget mere doven. Det er bare et godt billede af La Vie over Biscayen, taget af Vela, så det skulle lige brændes af.

Men vi kommer fra tre dage i La Coruna, hvor vi har pustet ud og nydt lettelsen over, at Biscayen ligger bag os. Og hvad kan vi berette om dagene der? Grillet blæksprutte, kogt blæksprutte, tortillas, kroketter, tuntatar, Manchego, kødboller, dejlig kold sangria, skinker, pølser, æg og bacon. Solvarme gader, fællesmiddage med Vela og Freedom, palmer, strande– hvor vi kunne konstatere, at Spanierne ikke er kropsforskrækkede. Her trives g-strengene og de helt små speedos i bedste velgående. Vi har vist ikke lavet så meget andet end at sove længe, futte rundt, mæske os, bade og nyde tilværelsen.

Dog havde vi et alvorligt myggeangreb, som vi stadig bearbejder. Vi havde en nat med hyl og skrig, krassen, skrigen og jamren, rastløs rotation mellem sengene og kahytterne, spray, citroner, kolde og svalende dåser fra køleskabet og et par timers søvn ud på morgenen. Valdemar med 42 stik på ryggen og i begge ører, Sofie med begge fødder fulde af stik, så hun skulle bæres hylende og klagende rundt i gaderne. Der er bedring på båden nu, men vi har fundet de store myggenet frem, for de små bæster kan åbenbart godt lide netop vores blod.

Og så er det nyt for os at være i et land, hvor vi hverken kan sige eller forstå et kvæk. ”Goddag, farvel, må vi bede om regningen”, af en eller anden grund kommer det til at foregå på en mystisk blanding af engelsk, tysk, fransk, dansk og sågar italiensk, som vi heller ikke taler. Måske fordi man leder så langt ude på sproghjernens fjernlager, at man når helt ud til hylden med italiensk. Men pyt, spanierne er ualmindeligt søde og hjælpsomme, ikke mindst da vi skulle ud af byen og finde en Antonio, der efter sigende kunne hjælpe med at bore nogle huller i et hjul til vores ankerspil. Spøjst sted ude i ingenting, hvor et par gamle gubber stod og dimsede på et lille smedeværksted. De kiggede nysgerrigt, da de med lyde og fagter fik en forklaring på opgaven. Men det lykkedes, og nu er ankerspillet tæt på at være velfungerende.

Men nu ligger vi altså her og skal se vejret an til den videre færd. Der kommer vist et drøn vind ned langs kysten i morgen, så det bliver måske skole, en udflugt i gummibåden op ad floden og ankerhygge resten af dagen herinde i læ. Nu er mørket faldet på, og vi starter gummibåden og sejler over til Freedom, hvor rygtet siger, at der er rosé på bordet.