Tågen har lagt sig tæt om ankerpladsen ved Baiona, hvor vi ligger fint og roligt for anden dag, så vi er for en gangs skyld rykket under dæk. Begge børn er i Sofies kahyt med lukket dør, og det lyder som om, de hygger sig, for vi kan ikke høre dem. Der er en cd på anlægget og lasagnette i ovnen. I skrivende stund hører vi Jeff Buckley synge Hallelujah. Det lyder godt, men i Camaret sur Mer sad der hver dag en tandløs musikant på havnen og sang ”hallelyjah” af fuld hals, så den er svær at ryste af sig. Men nu er der altså Knorr på menuen her i madørernes tapasparadis. Vi havde en pakke på fjernlageret, og efter at have smagt retten på Freedom har Sofie plaget om at genbesøge netop lasagnetten. Og vi spiste lækker tapas til frokost, så nu står den på familiefilm og Knorr i tågen.

Baiona har været et dejligt bekendtskab. Første dag var en varm badedag med Freedom. Vi lå yderst i havnen i tilsyneladende rent vand, så der var frit slag. Ungerne dykkede rundt og konstaterede net og line i skruerne på begge både, så det måtte vi ned og fjerne. Synes også, at La Vie var blevet lidt tung i røven for motor, så vi satser på lidt mere fart i fregatten i morgen. Men vi badede løs, og så grillede vi på Freedom, også med besøg af en tredje dansk båd, Miraculix fra Nivå. Der kom spanske pølser på grillen og rom i glassene, og det blev endnu en sen og hyggelig aften. Næste morgen var de andre både forduftet med kurs mod syd, så vi sejlede ud og lagde os for anker ved siden af havnen, og her ligger vi stadig.

I går havde vi lige sat os for at spise aftensmad i cockpittet, da en stor flok delfiner svømmede tæt forbi båden. De blev i bugten et par timer og kom hen forbi os flere gange. Dem bliver man aldrig træt af, og der er fest på skibet, hver gang vi får besøg.

Tiden går i disse dage med skole, traven rundt i de smalle gyder og i dag et besøg på en kopi af selveste Pinta, et af de tre skibe, Columbus sejlede af sted med, da han satte kurs mod vest i 1492. Da han kom tilbage med skibene lastet med papegøjer, pungrotter, leguaner, bomuld, tobak, masser af guld og ikke mindst tre forskræmte indianere, landede han i netop Baiona. ”Er det ikke vildt, at Columbus kom sejlende den samme vej som os og ind i den samme havn, lige her?”, udbrød de begejstrede voksne på vej i havn. ”Hvad er der vildt ved det? Må vi tage en cola?”, lød det tørt fra Valdemar. Men han blev alligevel slæbt med på skibet og også med på den 500 år gamle borg i byen, som vi besteg i dag, og det gik fint.

Endelig skal vi huske at nævne stoppet på vej fra Vigo hertil, Isla Cies. Her havde vi et rullende, men meget smukt ophold. Øen er et naturreservat, og den er virkelig flot. Om det er verdens bedste strand, kunne vi ikke lige vurdere, men den var dæleme lækker, se selv billedet. Dog glæder vi os til lidt varmere badevand – vi har på turen arbejdet med temperaturer fra 13 til 19 grader, så vi har endnu ikke ramt sommerens danske vandtemperaturer. Vi satser på, at det kommer før eller siden, hvis vi fortsætter mod syd.

Ellers nyder vi stadig, at Biscayen er klaret, og at vi ikke har så travlt. Vi snakker hver dag om ruteplanerne og har lagt os fast på at blive i Portugal til og med efterårsferien, hvor vi får besøg. Derefter sejler vi over Gibraltarstrædet til Marokko, rundt om hjørnet og langs kysten mod syd. En mulighed kunne være at lande i Agadir og sejle mod De Kanariske Øer derfra. Det store spørgsmål er stadig, om vi skal til Caribien eller ej. En mulighed kunne være at få sejlet båden hjem på et fragtskib. Det ville gøre Atlanten mere overskuelig, fordi vi slipper for Nordatlanten med de berygtede lavtryk og ikke mindst for cirka tre ugers havsejlads. Det kunne være en fin løsning, som også giver mulighed for at have nogle uger i USA, men den er dyr, så den skal overvejes grundigt og budgettet skal tjekkes.

I morgen letter vi anker og sejler de cirka 30 sømil ned til Viana do Castello, og så kan vi såmænd hejse et nyt gæsteflag, for så er vi i Portugal.