Så sidder vi atter i cockpittet på de faste pladser. Benene oppe, en pude i ryggen, rosé i glassene og en lille snack, inden vi skal have liv i grillen. Der ligger en lækker pose med røde bøffer og muuher nede i køleskabet, købt hos den lille slagter i den meget hyggelige by lige ved Douro Marina, cirka fire kilometer fra den gamle bydel i Porto. Her har vi ligget i tre dage nu. Marinaen er ganske ny med fine forhold, herunder en pose morgenboller afleveret i cockpittet hver morgen.

Det bedste er dog den lille by lige ved siden af os, hvor de lokale hænger ud på de små caféer, spiller kort, drikker kaffe, ser fodbold og lader snakken gå lystigt på tværs af husene. Hvis man vover sig ind hos den lille købmand, som er så godt som umulig at finde, må man bane sig vej mellem tandløse og flittigt sludrende koner, og hvis man er heldig, kan man finde en tomat, et par løg, en støvet agurk, nogle kiks og en billig portvin efter noget roden rundt på hylderne. Hos føromtalte slagter finder man lige så mange koner og et par tykke mænd med blodige forklæder bag disken, der byder på noget, der ligner kragetæer, blodpølser, indmad og anden autentisk, halvklam spise fra det portugisiske køkken. Men ved hjælp af et gebrokkent tegnsprog og lidt mumlen på improviseret portugisisk, kan man få skåret sig et par gedigne bøffer og arrangeret et par saftige grillspyd. Alt sammen til nogle få euro. På hvert hjørne griller restauranterne fisk og bøffer, så osen er tæt i gaderne, og den lokale cafémutter serverer god kaffe og skænker portvin med rund hånd ved plasticbordet, så det har vi nydt godt af flere gange.

Men vi har også flyttet os et par stræk siden sidst. Vi forlod Spanien og hyggelige Baiona for en lille uge siden og kunne hejse det portugisiske gæsteflag på vejen. En halvkedelig motortur i gråvejr med storslalom mellem de utallige fiskebøjer, som er svære at se i bølgerne. Stemningen var dog fin med delfinbesøg, Ronja Røverdatter på lydbog, hjemmebagt rugbrød og omkring 35 sømil, cirka 70 kilometer, som hurtigt blev afviklet. Vi landede i Viana do Castelo, vores første stop i Portugal. Det blev bare til en halv dag, men vi nåede da både det sjove tog op til katedralen med udsigt over Atlanterhavet, traven rundt i gaderne med og uden hyl og brok, og efter al for lang tid på jagt efter en restaurant, som alle var tilfredse med, fik vi ikke tapas, men gode burgere og et ordentligt læs fritter. Vi rundede dagen af med fangeleg på legepladsen i den lune aften. Det kunne vi jo sådan set også gøre derhjemme, men nu har vi tid, og vi voksne har ikke så meget andet på programmet sådan en aften. Og det er næsten det bedste ved den her tur.

Men vi sejlede videre allerede dagen efter med kurs mod Porto. Det var også en tur på 35 sømil, og lige så nem og kort gårsdagens sejlads føltes, lige så lang og kedelig var den her, og så er vi tilmed i bund med provianten, og det hjælper ikke på kedsomheden. Men Porto er dejlig, og her lå Freedom og Miraculix, så vores familietid ophørte, og der kom gang i festen. Allerede første aften var vi oppe i den lille by ved havnen og smage den lokale drik, før vi listede ned på Freedom og gjorde indhug i deres lager. Det lyder måske som om, at der ofte er vin på bordet på vores tur. Og det er der også. Selvom vi om morgenen aftaler, at vi holder os til kildevand og går tidligt i seng et par dage, så er det bare svært hyggeligt, og dagene føles mere som weekend og ferie end hverdag, selvom vi sejler på tredje måned nu.

En god aften i flotillen forløber sig typisk sådan her: Vi går over forbi Freedom for at hente ungerne og komme tilbage til La Vie, så vi kan tænke på noget aftensmad og komme tidligt i seng. Men så bliver man budt en enkelt lille øl og kravler over på båden. Der kommer måske en lille øl mere, måske kommer dunken med hvidvin frem. Det er svært hyggeligt i cockpittet, og ungerne hygger sig under dæk. Pludselig er klokken blevet mange, og et barn stikker måske hovedet op og spørger, om vi ikke skal have noget mad eller hvad? Og så bliver der rigget en grill til, nogle har bøffer og pølser, andre en salat og noget lasagne. Ungerne ser film og spiser nede, de voksne passer grillen og spiser oppe. Og endnu en aften, der skulle havet været tidligt i seng, bliver over midnat, en anelse ufornuftigt, men simpelthen så hyggeligt.

Men nu er de andre sejlet, og vi drysser selv rundt i Porto. I dag med turistbussen og i morgen på længere tur, for vi har lejet en bil. Vi skal ud og se vinmarkerne, oliventræer, noget bjerg og den berømte Douro flod og dal. Og ikke mindst benytte os af bilen og købe stort ind. Vi er helt i bund på alle fronter, selv dåserne med tun og makrel er slugt for ikke at nævne slikskabet, der er i sørgelig forfatning.

Tirsdag vinker vi farvel til Porto og sejler de cirka 60 sømil længere ned ad kysten til Figueira da Foz.