Vi ankom til Nazaré i går til spisetid efter en halvkedelig sejltur. Der er faktisk ikke det store positive at sige om den. Tågen ligger tæt langs kysten hernede, så selvom solen skinner et par kilometer inde i landet, går og sejler vi rundt i en fugtig og grå dyne. Selv når vi sejler tæt på land, kan vi ikke se andet end gråt i gråt, og vi får først landkending, når La Vie glider op på stranden eller brager ind i molen, stort set. Da vi for et par dage siden steg af toget på udflugt til den fine by Coimbra, foregik det i 30 graders varme og høj sol. Men da toget tøffede tilbage mod kysten, ramte vi atter tågen, kulden og fugten. Billedet ovenfor har ikke så meget med mormormad at gøre, men de lokales fisketørring er fotogen, og så kan man ane tågen i baggrunden.

Turen i går begyndte ellers flot med næsten fladt vand, vind i sejlene for første gang siden Biscayen mere eller mindre, og så snurrede hjulet på vores seriøse offshore-stang med det endnu mere seriøse hjul. Noget stort havde smækket kæberne om vores lækre kæmpeblink – en ganske appetitlig lokkefisk i flere farver med to store kroge på. Vi har en line efter båden, når vi sejler, og nu snurrede hjulet. Der blev råbt og skreget, hentet kniv og spand, men så stoppede skralden. Hvad end det var, der udløste skralden, var det væk, men havde efterladt et ordentligt tandaftryk på blinket. Ingen tunbøffer til os i denne omgang. Til gengæld fangede vi en fin makrel på samme blink. Makrellen var vel ikke meget større end blinket, så man må tage hatten af for den lille fætter, der bed til bolle på sådan et bytte.

Nå, men ellers forsvandt vinden, bølgerne blev krabbe og rullende, hvad de ellers ikke plejer at være her, så vi rullede rundt, søsygen meldte sig igen, og den har vi, eller jeg, der skriver her, ellers ikke mærket siden Biscayen. Men der blev hostet flittigt i de grå bølger, indtil vi styrede ind i den tætte tåge til Nazaré.

Langs kysten ligger den ene dejlige badeby efter den anden, og Nazaré har også det hele. Berømte surferbølger, hyggelige gader med små restauranter og selvfølgelig en fantastisk strand. Og selvom vi nyder det lave tempo og hygger med skole og småture, så har tågen nok præget moralen en anelse. Samtidig har vi nu rejst i snart tre måneder, og hjemveen har også meldt sig et par gange på det seneste. Når vejret her virker koldt og efterårsagtigt, bølgerne grå og rullende, ja, så kan man da godt sende en lille tanke hjem til familien og vennerne, vores dejlige hus, ild i brændeovnen, en lille kage i ovnen om søndagen og alt det andet, vi holder af derhjemme. Selv Valdemar, der ellers har kastet sig ud i rejsen med krum hals, savner nu sin Playstation og livet derhjemme indimellem.

Og når man så kommer i havn, spændte på at opleve en dejlig badeby, og lander i den tætte tåge igen. Ja, så kan man godt komme til at hænge lidt med skuffen. Men så dufter der pludselig af frikkedunser, og kan det passe? Ja, der er sørme en omgang stuvet hvidkål på vej også fra Maries gryder. Og der er dyner, familiefilm og guf i farvandet, og aftentur i tågen på jagt efter store is, så føles det alligevel trygt og godt det hele.

Ruteplanen lokker også. Lisabon skulle være fantastisk og tågefri, vi har hele to hold gode venner på vej, som vi skal se i Portugal til oktober, vi er begyndt at kigge på Marokko, som bliver det næste store stræk, og det lover godt. Der er ørken, kameler, humus, afrikanere og solskin. Det bliver både eksotisk og spændende, og det glæder vi os alt sammen til. Samtidig overvejer vi fortsat, om vi skal over Atlanten eller ej. Uanset ruten, lander vi på De Kanariske Øer, og det glæder vi os også meget til. Selvom vi godt kan savne det derhjemme, føler vi os heldige at have et helt år sammen uden vækkeure og stramt program, hvor vi bare skal opleve og rejse løs. Hjemveen må være en ekstra bonus ved turen, for den bekræfter, hvad vi godt vidste – at vi også har det godt derhjemme.