En flok måger basker sig på vingerne og styrer ud mod det åbne hav. Makreller, krabber, blæksprutter, delfiner, snegle og alle de andre lokale havdyr hanker op i skørterne og suser samme vej, mens et par både fumler med ankerkæderne for at få bådene fri og følge med. Ovre på La Vie ringer det nemlig ind til bådskole, og bugten ligger nu øde hen, mens elementerne holder vejret.

Der er gået alt for lang tid siden sidste indlæg her på bloggen, og det er svært at huske alle de små og store ting, der er foregået på vores tur. Men skolen ligger fast, og den arbejder vi med de dage, hvor vi ikke sejler eller er på udflugt, og skolen kræver arbejde, så den skal have et par ord med på vejen.

En typisk skoledag kunne foregå sådan her: Vækkeuret ringer ikke, så et sted mellem 09.00 og 10.00 vakler de sidste ud af køjerne til en ny dag. Det kræver et solidt måltid, og så vil ungerne skærme. Nej, vi skal i gang med skolen, lyder det fra de voksne, og så har vi den første træfning. Neeeeeej, vi skulle jo ikke have skole i dag? Jo da, nej, jo, nej, jo, nej, jo. Her er der normalt mindst en rolig voksen, der får skolen åbnet uden videre kamp. Så præsenterer vi dagens program. Valdemar, du laver to siders matematik, to siders dansk, dagbog og læsning. Nej, jeg laver en sides matematik og læser en Anders And. Nej, jo, nej, jo, nej, jo.

20 minutter senere sidder Sofie med en voksen i cockpittet, Valdemar med den anden nede i kahytten, hvor næste træfning går på opgaverne. Jeg laver kun en halv side, for emnet er barnligt. Det kan godt være, men du skal lave det alligevel. Nej, for det er mega nemt, så jeg lærer ikke noget af det, og jeg gider ikke høre mere om den familie på Bornholm. Men du skal jo bare regne ud, hvad deres cykelleje koster og komme videre. Du kan nå det på syv minutter, hvis du bare laver det. Men så laver jeg kun en enkelt opgave, for man bliver træt i øjnene, når alle regnestykkerne handler om Bornholm. Lav det nu bare, lyder en mere og mere utålmodig lærer. Ikke før jeg har fået noget mad. Men vi har jo lige spist. Derhjemme må man gerne spise i timerne. Så tag en banan. Nej, for de er for gamle. Nej, de er fine, for gamle, fine, for gamle, fine.

Her ligger Valdemar typisk ned, stemmerne bliver mere og mere hidsige, og pludselig lyder en frygtelig bankelyd på båden. Har ankeret revet sig løs? Er vi gået på grund? Åh, det er Sofie der banker i bænken deroppe med arme og ben på samme tid, mens fråden blander sig med tårerne. En blyant bliver smidt, en bog sparket ned, og her kan man pludselig høre sig selv eller en anden voksen brøle ud over ankerbugten, eller den tæt pakkede havn, mens vreden flimrer for øjnene.

En time senere er skolen slut, og ungerne får som regel lavet noget i retning af, hvad der stod på skemaet. Andre gange går det faktisk fint, og til trods for de mange strabadser er de begge to nået langt i bøgerne. Sofie er sådan set allerede færdig med sine bøger for hele året, så vi skal have skaffet nogle nye.

Men vi har lavet meget andet end skole. Vi ankom til Cascais, en hyggelig badeby med palmer og dyre biler en halv times togtur fra Lissabon. Der landede vi for snart 14 dage siden og smed efter en enkelt nat i havnen anker lige udenfor. Her pustede vi badedyr og SUP-board op og fandt badetøjet frem, for vi havde 30 grader, blå himmel og masser af tid. Vi fik dog taget os sammen til en udflugt med Freedom til turisternes paradis, paladset i Sintra. Det krævede en længere rejse, sved på panden og skubben og masen blandt japanere og selfiestænger, men det var flot. Ellers hang vi ud med Freedom, badede, grillede og svedte i skyggen.

Efter syv dage sejlede vi rejsens hidtil korteste stræk. En lille halv time ind mod Lissabon til Oeiras, en hyggelig havn, omgivet af dejlige strande, hvor Vela tog imod os. Her ligger vi nu på fjerde døgn. Og selvom vi ikke laver det store, flyver tiden af sted. Ud af køjen, bådskole, ned på stranden og puste ud. Op på den hyggelige strandbar til frokost, kaffe, øl, sangria eller det hele. Tilbage til båden og smide benene op, gang i grillen, og så er endnu en dag gået. Og så lægger den lille havnemand, eller bollemanden, som Vela har døbt ham, otte velsmagende morgenboller i cockpittet hver morgen.

Dog har vi vovet os ind til Lissabon et par gange. Forleden sprang vi på toget, der kører lige forbi, og stod af i Belem, hvor vi kunne sætte flueben ved endnu et par paladser og monumenter. Derefter tog Valdemar og jeg, Kenneth, ind til byen og så Sporting Lissabon smaske et hold fra Madeira. En virkelig god oplevelse. I dag var vi på en længere tur ind til byen, hvor vi bør nævne lækkert madmarked i stil med Torvehallerne og guidet tur med tuk tuk rundt i de smalle gader, mens vi drak limonade, hørte Solo Dance og kørte slalom ned af de stejle bakker. Lissabon er virkelig en dejlig by, som vi ikke er færdige med endnu.

Næste store event på vores rejse har ikke så meget med sejlads at gøre, men på lørdag lander Valdemars gamle ven Albert med familie, så vi skal have besøg. Det glæder vi os helt vildt til. Når vi har vinket til dem, sætter vi sejl og fortsætter mod syd og Lagos, som skulle være fantastisk. Hyggelig by, endnu varmere klima, flamingoer og store surferstrande, hvor vi er så heldige at få besøg igen i uge 42. Vi glæder os.

Derefter skal vi til Marokko og derfra til Lanzarote. Den 28. november kommer farfar og farmor på besøg på Grand Canaria, og når de rejser hjem først i december, regner vi med at sejle mod Kap Verde. Derfra sejler vi mod Tobago, hvis mandskab og materiel fortsat har mod på opgaven.