Det er sidste nat i Europa, inden vi i morgen aften sætter kursen mod Rabat, cirka 40 timers sejlads mod syd. Det samme sagde vi nu også i går aftes, men efter utallige vejrtjek i løbet af dagen, synes vi, at der var lidt for meget modvind. Så nu er afrejsen skudt til i morgen. Oppe på den lokale pub synger den samme sangerinde til sin karaokemusik efter nogenlunde samme sætliste som sidste lørdag. Og den er lang, skulle jeg hilse og sige. Vi glæder os til at sige farvel til Lagos, som har været et hyggeligt stop. Dejlig strand, pool, og da vi havde afviklet Leslie, den fesne storm, som vi ikke mærkede meget til hernede, det hyggeligste besøg hjemmefra. Men nu har vi set alle ishusene, kaffe-kage-stederne og de utallige korkbutikker oppe i gågaden – utroligt, hvad man kan få i kork på disse kanter.

Efter den sidste sejltur, som var ganske forfærdelig, er det vigtigt for hele besætningen at få en god oplevelse. Reglen er, at de dårlige oplevelser på vandet skal sejles væk, så derfor bliver vi en ekstra nat, selvom vejret måske godt kunne have fungeret i dag. Det ser bare en tand bedre ud i morgen. Alle mand glæder sig meget til at komme af sted mod Marokko og til at opleve og se noget helt andet. Vi regner med at parkere båden nogle dage dernede og tage på tur ind i landet. Vi tænker snabelsko, vandpiber, sød myntete, snørklede gyder, små kager, æsler og ren Hodja fra Pjort-stemning.

Vi har også store forventninger til fiskeriet, især efter vi mødte Allan tilbage i Lissabon, dansk langturssejler med flere jordomsejlinger på bagen. Han forærede os en lille sprutte, rigget til med stålforfang og en væmmelig dobbeltkrog, og hele sættet skulle have noget nær tungaranti. Men ak. Efter nogle lange stræk, hvor Lille Allan, som sprutten er døbt, gjorde sig lækker efter bedste evne, har vi ikke fanget så meget som en sardin. Så i dag skruede vi bissen på og vadede op til en heftig fiskebutik og købte de lækreste sprutter til tunfangst. Lille Allan har fået en tænker i fiskekassen, mens den nye sprutte på holdet, Linguini, har fået ærespladsen på stangen. Målet er en tunbøf på vej til Marokko, kom nu, bare en bette bøf.

Båden er klar til afgang, provianten er på plads, så vi skal bare fordrive tiden i morgen indtil afgang klokken 19.00. Det er sidste chance for at komme ud af havnen, inden de søde havnedamer lukker broen for natten, og tidspunktet passer fint med ankomsten i Rabat, som skal ske ved højvande. I øvrigt lukker de også havnen i Rabat, når bølgerne er mere end to meter høje, så man hverken kan komme ind eller ud. Der kommer en del blæst forbi om en uges tid, så vi regner med at blive i Marokko i et par uger, og herefter sætter vi kurs mod Lanzarote.