Vi elsker Marokko

MarokkoHvor skal vi begynde? Lige nu sidder vi i skyggen af citrontræet og oliventræerne i vores Riad midt i Marrakech. Et fantastisk byhus, som taget ud af Hodja fra Pjort, og her bor vi helt eventyrligt med besætningen fra Leontina. Bådene har vi efterladt hjemme i Agadir og er hoppet på bussen hertil. Tøffet gennem bjergene og passeret forbi et stenet og brunt landskab, hvor vi var heldige at se turens første kamel og et par gedehyrder med deres dyr. Vi har dagen lang, faktisk siden vi landede i Marokko, knipset løs med telefoner og kamera for at indfange de mange indtryk, der vælter ind over os, men det lykkes ikke rigtigt. Landet er et bombardement af indtryk, og vi er helt på halen over det.

Her dufter af karry, kanel, mynte, æsel og benzin. Vi har som gode turister været forbi slangetæmmerne, en aggressiv hennatatovør, adskillige boder med friskpresset granatæblejuice, der er blevet købt lertøj, et par lamper, og vi blev snydt af en tandløs drukmås, der skulle have en formue for at følge os hjem, da vi for vild i mylderet i Marrakech. Vi spiser tagine, som lader til at være nationalretten hernede, små huelignende kraftværker af ler, fyldt med lam, rosiner, grøntsager, fisk, bøf, ja alt, hvad du kan drømme om, langtidsbagt over trækul. Tagine er vist Marokkos svar på stegesoen, og det smager pivgodt i alle afskygninger. Hos slagteren kan man få gedehoveder, testikler og andre klamme ting, og da vi passerede forbi på markedet, lå der en død kat foran udsalget, som ingen gad flytte. Alt ved det her stop på rejsen er råt, overvældende og fantastisk, og det er ganske enkelt svært at sætte ord og billeder på for at indfange det hele. Nu er vi kommet meget langt hjemmefra.

Og et par ord om turen hertil, selvom det efterhånden er svært at huske detaljerne. Det blev tre dage på havet og turens hidtil længste stræk, som mest af alt var dejlig sejlads med Leontina. Og selvom vi fik en ordentlig omgang vind og bølger lige i snotten på dag to, så fik søsygen aldrig tag i os for alvor, hurra. Dertil kommer, at fiskelykken vendte, og vi fangede to flotte makreller og tre tun med vidundersprutten Linguini.  Da vi tog hul på den sidste dag, kunne vi se og dufte Marokkos kystlinje i morgendisen. Da mørket faldt på, hejste vi gæsteflag og det gule karantæneflag og parkerede La Vie i Agadir Marina. Her skulle vi vente på båden, indtil ordensmagten hentede os og fulgte os op til en venlig samtale og fremvisning af pas og papirer. Hele fire forskellige mænd fra hver deres område, i hver deres flotte uniform, stillede nogenlunde de samme spørgsmål. Det mindede lidt om en scene fra Tintin i Congo. Og så fik vi stemplerne. Alt i alt en super sejlads til Afrika, som vi stadig går rundt og fejrer.

Vejret siger, at vi måske skal futte til Lanzarote på søndag, så vi har stadig en hel uge tilbage i det skøre land. Måske tager vi en tur op og vandrer i bjergene, måske noget kamelridning. Det er endnu uafklaret. Nu skal vi snart ud i det myldrende liv og kaste os i grams for en restaurant med et godt tilbud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s