Der er omsider ro på skibet. Aftenens familiefilm, Solo: A Star Wars Story, er vel afviklet med højtlæsning af underteksterne, og vi voksne labber lystigt i os af de fire pinde på 4G med snuderne i skærmene. Vi er nemlig kommet tilbage til civilisationen på lækre Lanzarote, hvor vi ligger utrolig godt i meget rolige Calero Marina med kig til vulkaner, hyggelige restauranter og butikker, lækre toiletter – nu med toiletpapir og rengøring, hvad vi ikke havde i Marokko – små butikker med mærketøj, kokospalmer og altså fuldt signal på mobilerne. Og så er vandet blevet mere blåt, og fiskene har fået flere farver på.

Øen med de mange vulkaner er en positiv overraskelse. Vi havde regnet med fuld turisme og storcenterstemning, men da vi nærmede os Lanzarote i går aftes for fulde sejl og ledsaget af solnedgang og delfiner, var øen et smukt syn. Se bare billedet, hvor Marie stryger det marrokanske gæsteflag og hejser det spanske. Glæden ved den fine velkomst blev ikke mindre af, at turen fra Agadir var en rullende og træls oplevelse. Selvom den kun var halvt så lang som turen fra Lagos til Agadir, føltes timerne uendeligt lange. En stor del af familien havde fået en bakteriel hilsen med sig fra Marokko, så det trak også noget krudt ud af bøsserne. Det lyder, som når man starter en knallert, kommenterede Sofie tørt, da et andet familiemedlem (her anonymt) var ilet på potten. Samtidig var vejr og vind i mod os, i øst og i vest, så det var noget rod med motoren tændt og slukket, sejlene op og ned, meget begrænset søvn og elendig proviant. Vi løb nemlig tør for gas, så den spaghetti med kødsovs, der skulle have båret os gennem den sidste dag, måtte vi tænke os til. Bølgerne var for store til at skifte gasflasken, og vi måtte fodre ungerne af med frugt, kiks og slik. Men det gik, igen i fint følgeskab med Leontina, uden den store søsyge, og vi landede trætte og glade på Lanzarote. Her skal vi slappe af, se vulkaner, smage deres åbenbart berømte hvidvin og nyde turisttilværelsen den næste uges tid.

Det er også ganske rart at være tilbage under ordnede forhold, selvom det var svært at tage afsked med Marokko. Som vi skrev i det seneste indlæg, var Marrakech ganske overvældende, og vi blev bombarderet med indtryk. Før vi tjekkede ud af vores dejlige Riad, nåede vi også en tur op i Atlasbjergene med indbygget frokost i berberlandsby og kamelridning på hjemturen. Det er ikke sidste gang, vi har besøgt de bjerge, for det var imponerende smukt, lidt som vi forestiller os Himalaya, selvom vi aldrig har været der. Men filmen Syv år i Tibet er filmet i det selv samme område, så der er noget om snakken. Og så var vi en tur i den meget lokale hammam, hvor vi drenge, blev revet rundt, bogstavligt talt, med den grove skrubbehandske og den marrokanske mandelscrub. Vi fik den store tur uden helt at vide, hvad vi havde bestilt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået vasket og nulret ørerne af en berbisk bademester. Det var en på opleveren til hele holdet.

Så kunne vi heller ikke rumme mere halløj og steg på bussen med kurs mod Agadir og bådene, som vi var spændte på at gense. De havde det heldigvis godt. Vi kunne sagtens have brugt flere uger i Marokko, men der var alligevel en ting, vi glædede os til at sejle fra. Den evindelige handlen og krejlen om priserne, som bedst illustreres ved et eksempel. Her kunne man havde gengivet en situation fra lertøjshandleren, krydderimanden, slangetæmmeren, grøntmanden på markedet og selvfølgelig taxachaufførerne, som måske var de værste. Så her kommer beskrivelsen af en virkelig hændelse:

Jens og Niels fra Leontina og jeg, Kenneth, er enige om, at vi ikke gider handle ind til Lanzarote-turen på markedet, selvom varerne er markant billigere og sikkert bedre end i Carrefour, som også ligger i Agadir. Orker ikke at prutte om flere priser. Derfor går vi op til de små røde taxaer og bliver med det samme råbt an af deres chefforhandler, der fordeler kunderne mellem de små røde biler. Vi spørger, om vi kan få en tur på taxameter, fordi vi ved, det er billigst, maks 20 dirham, som er cirka 14 danske kroner, for den forestående tur. Det kan vi godt, så vi bliver henvist til en udtjent Fiat Uno. Vi sætter os ind, og chaufføren sætter i gang. Hvor skal I hen, spørger han? Til Carrefour. Ok, det bliver 15 dirham per person. Men vi har aftalt at køre på taxameter? Det virker ikke, siger chaufføren og banker på taxameteret. Vi kigger opgivende på hinanden, trækker på skuldrene uden at orke diskussionen og indvilger. Hvilken Carrefour skal I til? Den store, siger vi. Det koster ekstra, siger chaufføren. Så tager vi bare den anden, svarer vi. Ok, skal jeg vente på jer, mens I handler? Nej tak. Hvorfor ikke, skal I ikke tilbage til havnen? Nej tak, du behøver ikke at vente. Skal I købe whisky? Nej, bare mad til turen. Hvorfor tager I så ikke på markedet? Skal jeg køre jer til markedet? Nej tak, svarer vi. Da vi når frem, får chaufføren 100 dirham. Det tager ham særdeles lang tid at finde byttepengene, men omsider får vi 50 dirham tilbage. Der mangler fem dirham, siger jeg. Det blev 45 for tre personer. Nej, siger han. Jo, siger jeg. Nej, siger han noget højere og vender sig om. Vi kravler ud af den røde Fiat og går i Carrefour.

Marokko var fantastisk, og vi skal helt sikkert tilbage. Men nu er vi her i luksus og mildt vejr med udsigt til kortere sejlture mellem De Kanariske Øer. Vi bliver på Lanzarote nogle dage og tøffer så ned til Fuerteventura, hvor vi skal se ørken. Derefter er det Gran Canaria, hvor vi skal have hele to besøg hjemmefra. Og så skal vi til at kigge på den Atlant, selvom den godt nok er stor.