Det er nu et par dage siden, vi ankom til Puerto Rico sent om aftenen. Vi sidder i cockpittet, og selvom mørket er tæt omkring båden, så er cockpittet fuldt belyst. Vi rodede nemlig i gemmerne og fandt som så mange gange før et par gode sager fra de tidligere ejere. En herlig lyskæde med hyggeligt LED-lys, som kan sættes direkte til bådens batteribank fra et stik i cockpittet. Til samme stik og ved samme gennemrodning af fjernlageret fandt vi også en kraftig lygte til mand-over-bord-manøvrer, havnemanøvrer i mørke og andet godt. Efter en del måneders liv på båden kan den slags gøre stor lykke. Nu kan vi atter se, hvad vi indtager, som i dag, hvor Sofie havde ønsket ”kartoffelsukke” med hjemmelavet hvidløgsbrød. Det bliver mørkt klokken 19.00, så vi plejer at spise i sparsomt lys.

Man må sige, at selvom navnet Puerto Rico, palmerne, det flotte blå vand og det herlige klima er ganske eksotisk, så virker stedet her alligevel ret hjemligt. Her er mest danskere, nordmænd og svenskere iført solcreme og badetøj i små størrelser. Nordmændene er smarte, for de bruger deres bæltetasker, som de ellers spænder om livet på Fjeldet om vinteren og fylder med voks til skiene, Kvikk Lunsj og en mellemmad, i kombination med tangaer og bikinier. Smart, for hvor skulle man ellers have kreditkort, kontanter, solcremen og dåsebajerne. Menukortene er på de velkendte sprog, herunder dansk, og en ivrig sælger, der ville sende os på romantic cruise med DJ og fri bar, havde en dansk landsholdstrøje på, og vi så landskamp på den irske pub med en ordentlig samling danskere. Her er ingen by, men kun hoteller, butikker og snackbarer, og havde vi vidst lidt mere på forhånd, var vi måske landet i en af de andre byer. Vores næste stop, Puerto Mogan, som er en halv times sejlads her fra, skulle være en hyggelig lille by.

Selvom stedet nok er en anelse for turistet til vores smag, er her rart at være. Vi står over for Atlanterhavet med tiltagende sommerfugle i maverne, og det er dejligt, at livet her er nemt. Nemt til indkøb, billeje, tøjvask, fine badefaciliteter, som ellers har været sjældne, og et lille værft, som i morgen skal løfte La Vie, bundmale og fuge kølen. Derfor har vi fundet en billig ferielejlighed et par dage, da vi ikke kan bo båden, når den er på land. Vi har også, efter grundig inspektion, besluttet at få skiftet den wire, der forbinder rattet med roret, for brud på den skulle være en af de hyppigste skader på de sejlbåde, der krydser Atlanten. Det satser vi på, at det lille værft kan klare, og ellers er der helt sikkert nogle andre gode folk, der kan på Gran Canaria. Der er sågar en Ikea på øen, så vi kan få en ny vandhane til vores pantry og en spandfuld kødboller med mos til hele familien.

Vores to-do-liste, som altid vokser, skal arbejdes ned nu, for når vi først er sejlet mod Kap Verde og Caribien, bliver tingene mere bøvlede at få ordnet. Og så skal båden selvsagt være tip top til de mange dage på havet. Plan A er lige nu at sejle mod Kap Verde, så snart vejret er til det efter den 6. december, hvor vi har vinket farvel til farfar og farmor. Det tager en uges tid, hvor vi styrer mod syd og lander på øerne for at hvile ud og toppe vand og proviant op igen. Med mindre det kører så godt på havet, at vi bare styrer mod vest, når vi nærmer os Kap Verde og fortsætter mod Caribien. Når vi efter en meget lang sejltur er på den anden side, venter fire måneders driverliv, hvor vi skal futte rundt mellem øerne, bade, snorkle og drikke rom.

Og hvis budgettet er til det, sejler vi båden til Antigua først i maj og putter den på et fragtskib, der sejler til Southampton i det sydlige England, hvor vi så kan stige på igen først i juni. Så snupper vi England, som vi ikke nåede på vejen ud, Irland og Skotland, forcerer Nordsøen og lander ved Limfjorden. Det er planen lige nu, og den laver vi sikkert om mange gange.

Til sidst skal vi lige knytte et par ord til Fuerteventure, som vi lige havde et kort pitstop på. Vi forlod Lanzarote med dårligt vejr på vej nogle dage fremme i prognosen. Drønede til Gran Tarajal, den største by på Fuerteventure og nåede lige to dage i den ellers meget hyggelige fiskerby og en dag med bil, hvor vi kørte øen rundt og så ørken, imponerende flotte bjerge, hyggelige små byer med surferstrande, og så fik Marie set en kæmpe rokke i havnen. Vi ville gerne være blevet, men vi skulle over til Gran Canaria og vores ventede gæster, før vejret blæste os inde. La Vie klarede de 100 sømil på 15 timer, så skuden fik et kærligt klap på hækken, da vi landede, som tak for den hurtige fragt.