Bådløft i Puerto Rico – en fæl fuser

baadarbejdeHer kommer en lang historie om et bådprojekt, der går i vasken. Fortællingen tager sin begyndelse helt tilbage på Lanzarote, en dejlig morgen i det lune klima med bagende sol og lyseblåt vand, blidt skvulpende i Caleros havnebassin. Her lod jeg, Kenneth, mig stille plumpe ned blandt de farvestrålende fisk for at inspicere undervognen på La Vie. Tjekke at skrue, annoder, køl, ror og den generelle tilstand var orden. Det tog mig få sekunder under vandet at konstatere, at det meste var fint, men at den fuge, der sidder mellem kølen og skroget for at holde vandet ude, hang frit i vandet som en slatten ål. Derfor besluttede vi at få båden på land hurtigst muligt.

Vejr og vind afgjorde for os, at det skulle ske på Gran Canaria, og det passede så fint, at Puerto Rico, hvor vi skulle lande på øen, havde værft og lift og tid til at løfte os. Nu går vi over til nutid, for spændingskurven er helt oppe under taget i resten af historien, synes vi selv.

De søde damer på havnekontoret taler ikke et kvæk engelsk, men det gør chefen, Carlos, som vi går i dialog med om projektet. Vi skal have booket tid til at få La Vie op af vandet, placeret på land et par dage, fuget og måske malet og løftet tilbage i vandet igen. Det kan de sagtens hjælpe med, men løfteriet kræver en grundig inspektion af båden for at se, om den kan være i liften. Og selve bådarbejdet kræver lige noget ringeri, for havnen styrer kun liften, mens bådarbejdet er et andet firma. Vi booker løftet og får besked på at gå tilbage på båden og vente på, at en mand i hvid trøje med suzuki-logo på maven kommer forbi og snakker om bådarbejdet. Vi drøner ned på båden og venter et par timer på manden. Endelig kommer han, og vi får booket bådarbejdet med fagter og tegn, for han kan som havnedamerne ikke engelsk. Mandag morgen skal slaget stå. Man kan ikke bo på båden, når den står på land i Puerto Rico, så vi booker en lejlighed fra mandag til onsdag og glæder os til at komme lidt væk fra båden og hygge med pool, masser af vand i hanerne, bad ved hånden og alle de små ting, der er overraskende nemme i en ferielejlighed efter snart seks måneder på båden.

Mandag morgen er vi tidligt på dæk for at gøre båd og besætning klar. Men da taskerne er pakket, den tredje kop kaffe sunket, og solen står højt på himlen, er der stadig intet spor af hverken de gule mænd, der arbejder på havnen, eller de hvide suzuki-mænd, der skal fikse båd. Jeg ringer til Carlos, som kort fortæller, at det ikke passer så godt med bådløftet i dag. Hvorfor ikke? Bliv på båden, så kommer jeg ned og forklarer. Vente, vente, diskutere med Marie, hvad problemet mon kan være, vrisse, tysse på børn, bekymret dialog om vores bookede lejlighed. En halv time går. Endelig kommer Carlos flankeret af sine gule mænd. Come with me, Kenneth. Marie spørger, hvad er problemet? Carlos svarer, jeg forklarer til dig, Kenneth, så forklarer du din kone.

Vi stavrer over til liften, og Carlos viser, at vandet er uroligt ved liften, og at det er for risikabelt at løfte. Mens han forklarer, ringer hans telefon 15-20 gange, og han tager den hver gang. Carlos spørger, hvad jeg har aftalt med suzuki-manden? At han skulle have været her for et par timer siden, siger jeg. Ok, Carlos ringer igen på spansk. Gå tilbage til båden, Kenneth. Så kommer han og snakker med dig senere. Hvornår? Om et par timer, måske før. Men hvornår kan vi så få båden op, i morgen eller hvad? Vi har et problem med vores hotel, som er booket. Det kan nok ikke ændres nu. Det er måske bedre i morgen, Kenneth. Måske er det ikke.

Tilbage til båden og til den bekymrede og nu mere gnavne besætning. Ringe til hotel, som heldigvis godt kan rykkes en dag frem. Pakke børnene til stranden. Vente på mand, som heldigvis kommer hurtigt og lover at stå på havnen tirsdag klokken 10.00. Op forbi Carlos på kontoret, som bekræfter, vi løfter dig klokken 09.00 i morgen, Kenneth, måske 08.30.

Heldigvis er møgdagen mandag snart slut, og solen står op over tirsdag morgen. Vi sidder atter spændte og en anelse nervøse med morgenkaffen klokken 08.30. Klokken 10.00 har vi endnu ikke konstateret liv ved liften, men så begynder de gule mænd endelig at dukke op og røre på sig. Peger i vandet, peger over mod os, beskeder i radioen og brief af Carlos, som nu også er dukket op på molen. Og så kommer Carlos over til La Vie og henter mig. Det er måske bedre i dag, måske ikke så godt, Kenneth. Kom med. Men skal vi op eller ej, vil jeg gerne vide? Vi kan jo ikke risikere at smadre vores båd. Jeg ved det ikke, Kenneth. Måske 15 procent risiko, det er svært at sige. Men skal vi løfte båden, vil Carlos vide? Jeg ved det ikke, det er din kran, siger jeg. Snakke frem og tilbage med de gule mænd. Nej, vi løfter ikke. Ok, øv, jeg går tilbage til båden. På vej tilbage råber en gul mand mig an. De har fortrudt, vi kan godt løfte båden alligevel.

Giv mig 10 minutter. Jeg løber tilbage. Sofie og Valdemar sejler væk med gummibåden for at parkere den. Vi andre gør klar. Og endelig bakker vi ud og hen til liften. Jeg tæller fem gule mænd, Carlos, suzuki-manden, Marie og jeg. Vi bakker forsigtigt ind mod det smalle stenbassin og liften, men pludselig råber suzuki-manden, som er med os ombord, at vi skal ud igen, hurtigt. Der kom lige en bølge. Så ud med os. Rode rundt med La Vie ude i havneindsejlingen for at få båden til at sejle baglæns igen, og det er hun ikke skabt til, men endelig får vi styrefart i skibet og kan bakke ind på plads. Der bliver råbt kommandoer og trukket i tovværk. Kvinden, Marie, får besked på at flytte sig lidt og lade være med at gå i vejen.

Endelig ligger La Vie i løftestropperne, og vi hopper i land. Langsomt hæver hun sig af vandet. Ser faktisk rigtig fin ud og har selv efter 2.500 sejlede sømil ingen fejl bortset fra fugen, der stadig dingler. Vi følger spændte bådens vej op, men kølen kommer kun lige op over vandet, før vores solceller og antennerne går mod kranen. Der er ikke plads til at løfte længere op, så vi kan ikke komme op af vandet. De har en god kran i Puerto Mogan, Kenneth. Måske de kan løfte jer, foreslår Carlos? Super, vi kommer ned igen, sejler tilbage på plads. Vi hanker op i taskerne og traver op til vores lejlighed, som jo er booket i anledningen af bådarbejdet.

Nå, men nu er planen altså bådarbejde i den næste havn, og lige nu nyder vi i fulde drag at bo i lejlighed med pool. Se bare billedet. Ungerne er helt vilde, og vi hentede sågar mad fra McD til aften, så der er særdeles god stemning i familien.  I morgen har vi lejet bil og kører til Las Palmas for at købe bådting og juleting og for at hilse på Freedom og Leontina, inden de skal over Atlanten. Og så regner vi med at toppe luksusdagen med Ikea, kødboller og aftentur i poolen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s