Pyh, der er sket meget, siden vi skrev sidst. Men nu er vi også kommet godt ned i Afrika, flyvefiskene sværmer hen over bølgerne, man fanger store fisk derude, og i dag tøffede en sød basse af en havskildpadde rundt i havnen og nippede til søgræsset på fortøjningerne. Vi har ikke set så meget af byen endnu, men har hængt ud på Floating Bar, der som navnet antyder, er en flydende bar i marinaen. Der flyder fadøllet og den søde wifi let, og stedet emmer af langtursstemning. Så der indledte vi Valdemars fødselsdag med friskpresset juice, kaffe og wifi og rundede af med middag og fire snuder trykket mod skærmene og den fri wifi.

Vi er nu nået dertil på ruten, hvor de drevne langturssejlere siger: Sejl mod syd, til smøret smelter, og drej så skarpt til højre. Vores smør kunne godt smelte, for her er varmt om dagen og lunt om natten, og lige uden for den beskyttede havn ligger havet, strømmen og passatvinden, der kører den rigtige retning over Atlanten, altså mod højre. Så når julen og nytåret er fejret, tager vi hul på turens sidste lange tur til Barbados eller måske Tobago, ligger ikke helt fast endnu. La Vie tager en færge hjem til maj, og vi napper en flyver.

Men vi kigger lige en god uge tilbage til Las Palmas, hvor der pludselig kom fut i sagerne. Der var en del bådarbejde på plakaten og udsigt til noget ventetid. Og med tanke på det vanlige spanske tempo og vores aftale med ungerne om at fejre fødselsdag og jul på land, var vi ved at indstille os på jul i Las Palmas. Det var nu også fint, for vi mødte en anden dansk båd, Chip-Chip, som vi havde nogle hyggelige dage med. Men pludselig rykkede de små blå mænd, og vi havde i løbet af få dage en helt ny rig og sejlklart ror med ny wire. Så var det af sted til byen i højeste fart for at købe det sidste mad og de sidste gaver og af sted til havnepolitiet for at få et stempel og dokumentation for at have forladt Spanien.

Heldigvis havde vi proppet båden med grundproviant til Atlanterhavet og Caribien – øl, vand, kaffe, mel, sukker, pasta, ris, de skønne pølser på glas, alt godt på glas og dåse, slik og snask. Faktisk er La Vie nu foret med et lag af tørkost, som vil kunne fodre en storfamilie i ganske mange uger. Især når man ser på, hvor småt spisende vores familie er på de rullende sejlture. Det høje tempo under afrejsen betød også, at vi ikke fik kigget så godt på vejret, som vi plejer, så derfor fik vi nogle dage med noget mere vind og større bølger, end vi ellers har sejlet i.

Hvad kan man sige om den lange tur herned uden at forfatte en længere fortælling? Afrejse søndag eftermiddag, hvor vi vinkede til ChipChip. Sejlede i knap 10 minutter, passerede molen og ramte så nogle meget store og rullende bølger. Og modvind stik mod alle meldinger. Så de første timer var ikke så spændende. Vinden gik efterhånden over i medvind, og Marie fik sat vores sommerfugl – et sejl til hver side – vinden aftog, bølgerne slappede af, og der blev serveret varm pizza. Det holdt en times tid, og så kom bølgerne tilbage og gav os en rusker.

Det bliver for kedeligt at gå i detaljer med turen, men højdepunkterne er, når solen skinner, båden sejler med god fart gennem vandet. Bølgerne ikke ruller for meget, der bliver hygget, spist snacks og fisket. Dem havde vi et par stykker af. På de rolige nattevagter smækker man benene op, hører musik, kigger lidt til kurs og sejl og sætter æggeuret på 15-20 minutter for at holde udkig. Men vi så kun to tankskibe i løbet af hele ugen, og dem kunne vi i øvrigt se på vores AIS, flere timer før vi passerede hinanden, så man kan godt blunde lidt på vagten, bare man husker sit æggeur. På et eller andet tidspunkt bliver man afløst og lister ned i køjen.

De blæsende dage var knap så spændende. Vi havde 15 sekundmeter og stød på mere. Vi var helt trygge ved båden og situationen, men søsygen slog hårdt i de store bølger, båden væltede rundt, tingene raslede i skabene, og alle andre end Marie hang, lå eller dinglede og foretog sig kun det absolut mest nødvendige. Havet larmer, og vinden tuder, så det tager hårdt på alle mand, når vejret giver den gas. Så vi er ekstra glade for Marie på sådan en tur, vores søstærke steward, dæksmatros, kaptajn, chefkok, fisker, mor, opvasker og indpisker. Der bliver råbt moaaaaar et par hundrede gange om dagen, når computeren mangler strøm, et barn skal eskorteres den gyngende vej ud på toilettet, der skal skaffes snacks eller mad, hentes pude eller dyne og måske hentes et glas koldt vand eller en blød pude til en bleg ægtemand.

Men heldigvis kan vinden og bølgerne lægge sig, og vi havde et par dejlige dage sidst på turen, hvor vi strøg gennem vandet, fangede fisk og hang ud i cockpittet. Nu er vi godt flade og nyder at være landet i Mindelo på Sao Vincente. Og selvom man efter sådan en lang tur ikke lige orker tanken om mere sejlads, så kommer lysten tilbage i takt med at batterierne bliver fyldt op. Det ved vi af erfaring, så når nytåret er skudt ind, glæder vi os helt sikkert til at høvle over den sidst bid hav.

Nu skal vi holde jul. Der er andelår på dåse, rødkål og kirsebærsovs på glas, vi har bagt pebernødder, lavet konfekt og pyntet vores fine plastiktræ. Der er noget julebanko i støbeskeen, så mon ikke det ender med at blive jul på båden. Og så skal vi ikke glemme at nævne, hvor hyggeligt det er med de mange hilsner og kommentarer fra familie og venner. Stor tak for dem, og rigtig glædelig jul til jer alle.