”Don’t worry, about a thing. Every little thing is gonna be alright.” Du kan ikke gå mange skridt på Barbados uden at høre Bob Marley fra bussens højtaler, baren, gadekøkkenet, frugtsælgerens cykelvogn eller, som oftest for os her på La Vie, inde fra strandbaren Pirates Cove. Her er der fra den tidlige morgen til meget sen nat gang i mikrofon og scene – dejligt når reggae-mutter spiller solen ned iført stråhat og turkis elbas, ledsaget af sin makker på steel drums. Lidt mere træls når det er en af de lokale smørtenorer, der har kigget en tand for dybt i tønden med rompunch og fået for fri adgang til volumeknappen. Og gæt hvad de spiller? Bob Marley, som er overalt og som skabt til stemningen på øen – hvidt sand, sød rom, lyseblåt vand, havskildpadder i ankerbugten og et dovent driverliv. Her kommer et ganske langt indlæg, for vi skal lige have rundet den seneste sejltur af. Fik vi nævnt, at vi har krydset Atlanterhavet?

Vi elsker Barbados og Caribien, hvor vi nu har sovet tre gange for anker i Carlisle Bay. Det der med driverlivet har ramt båden og besætningen, og vores skuldre er faldet helt ned på plads og lidt til, efter vi fik overstået Atlanterhavet. Nu har vi sejlet i et halvt år, og vi har hele tiden haft en stor havsejlads liggende forude, som vi har brugt meget energi på. Er båden klar, hvad med mandskabet, hvad med søsygen, hvad med vejret, timingen, følgeskab med andre både gaster eller ej. Først lå Biscayen og truede og siden da Atlanterhavet. Skulle vi over eller ej? Og hvad skulle ruten være, hvis vi ikke skulle over? Hvornår får vi søben, så alle mand kan begynde at virke og leve om bord på båden, når vi skal sejle så mange dage? Derudover har vi i mange uger arbejdet med båden, og klargøringen har fyldt ganske meget i lang tid. Men nu er vi her, La Vie skal fragtes hjem, så de længste ture bliver på resten af turen, hoppene rundt mellem øerne i Caribien og endelig turen hjem til Danmark over Nordsøen til sommer, og det er jo bare to-tre dage. Nu kommer beretningen om vores tur, og den kan vi fortælle meget om.

Afrejsen blev som altid før de større ture en anelse hektisk. På Kap Verde holder de et brag af en nytårsfest og øerne holder vejret flere dage efter, forstået på den måde, at byen lukker ned, og butikkerne er tømt. Det mærkede vi på afrejsedagen, da vi skulle proviantere de friske varer til turen. Alt kød var forsvundet fra Mindelo, for kødbåden var ganske enkelt ikke kommet endnu. Så de ellers fine kødfade i supermarkeder og hos byens slagtere var gabende tomme. Vi drønede rundt og ledte og fandt til sidst en slagter med en fryser, hvorfra han blandt frosne klove, haler, levere og anden indmad fremfandt fire frosne koteletter. Her sendte vi igen en varm tanke til de store butikker i Las Palmas og vores store fjernlager på båden, ikke mindst vores lager af vakuumpakket panchetta, bacon og tyske glaspølser. Derudover hentede vi 100 liter drikkevand i plasticflasker for at supplere de 200 liter i tanken. Tømte hylderne for de sidste colaer og appelsinvand – sodavandsbåden var heller ikke kommet endnu – og ilede dagen lang frem og tilbage mellem båd og by for at hamstre.

Hvis man overvejer at sejle en lang tur, kan vi anbefale masser af kartofler, kål, løg, gulerødder, appelsiner, grønne æbler, bananer til banankager og især masser af æg. Dem kan man ikke få for mange af. Med et stort fjernlager af pasta, ris, kokosmælk, diverse sovser, tun på dåse, flåede tomater, nudler, supper og den slags, så kommer man langt.

Sejladsen skulle efter sigende blive vores hidtil nemmeste, fordi passatvinden i januar har stabiliseret sig og byder på medvind hele vejen. På turen til Kap Verde testede vi vores setup og havde fundet den rigtige løsning. Derfor kunne vi allerede i Mindelo Marina rigge sejlene til på følgende måde. Vi har to forsejl, en genua og en mindre fok, og da vi har to spor i vores rulleforstag, kan vi hejse begge sejl op samtidig. Et til hver side som en sommerfugl. Spilerstagen holder det ene sejl på plads, bommen holdet det andet. Når vi hejser sejlene i samme fald (tovværk), kan man rulle dem ind og ud samtidig. Det betyder også, at man ret nemt kan rebe sejlene, man ruller bare lidt ind, når det blæser op. Vi riggede som sagt det hele til inde på havnepladsen og riggede det først af igen, da ankeret var på plads på Barbados.

Sejladsen blev også lige så ukompliceret som lovet. Et par dage med for lidt vind, hvor vi kørte for motor, og et par dage med en tand for meget, hvor vi rebede godt ned. Resten af dagene havde vi mellem 6 og 12 sekundmeter i ryggen og sejlede fint af sted. Vi har vist endda været ret hurtige, for vi overhalede en norsk båd på 37 fod, der sejlede dagen før os, og kom til Barbados dagen efter os. En anden, ganske hurtig båd på 40 fod, sejlede samtidig med os, og vi kom ind dagen før dem. La Vie har altså uddelt noget baghjul. Turen varede 15 dage, og det er vist meget pænt. Det eneste ved sejladsen, der var træls, var bølgerne. Det er nok svært at få bedre på det store Atlanterhav, men det er godt nok nogle store bølger, og vi rullede rundt hele vejen. På de mest rullende dage, blev vi på skift smidt ned at cockpitbænkene med et brag, når vi glemte at holde fast. Om natten fandt vi på at stramme livlinen så meget, at man var spændt fast på bænken under dynen, så man ikke kunne falde nogen steder. Ellers sejlede La Vie som en drøm, autopiloten styrede hele vejen. Den lavede nogle lyde, når bølgerne blev store, og presset tog til, og det er altså væmmeligt at ligge langt ude på det store hav og blive usikker på grejet. Især autopiloten, som er uundværlig, når vi bare er to voksne om bord. Men det holdt, og vi sendte mange varme tanker til vores nye rig og wire til roret. Vi fik vejrmeldinger fra vores gode ven Christian, der sendte os tekstbeskeder hver dag med kort nyt om vind og bølger på vores lille satellitdimmer, der fungerede super godt undervejs. Den var vores line til land sammen med en EPIRB, nødsender, der også kører over satellitterne. Båd og udstyr klarede turen til ug. Det samme kan man ikke helt sige om mandskabet.

Livet om bord kom til at bære noget præg af søsyge. Vi har vendt og drejet den søsyge fra alle mulige vinkler. Testet og undersøgt medicin af forskellig slags og talt med de sejlere, der har prøvet turen før. De fleste siger, at alle får søben, altså vender sig til gyngeriet, i løbet af tre til seks dage. Vores forhåbning var altså, at vi efter nogle dage kunne spille spil, se familiefilm, bage og hygge. Sådan blev det ikke helt. Sofie og Valdemar var søsyge de første otte til 10 dage, hvor de lå ned på sofaerne det meste af tiden. Heldigvis har vi undervejs på turen fra Danmark fodret vores lille harddisk med film, som vi har udvekslet med de andre børnebåde. Vi har efterhånden mere end 100 gode børnefilm, så ungerne slugte seks-syv film hver dag, før de krøb i køjerne. Jeg var søsyg fra den første dag og fodrede den sidste delfin, da vi havde smidt anker på Barbados. Det betød, at Marie, den ekstremt søstærke, stod for det hele. Kogte, bagte, vaskede og ordnede stort og småt på båden. Ungernes søsyge betød, at de pludselig ikke kunne lide mælk, havregryn, cornflakes og de hjemmebagte rugbrød og franskbrød. Det gav lige Marie noget ekstra at arbejde med, for de små væsener kunne kun spise varm mad, altså morgen, middag og aften.

Og hvad spiser man på sådan en tur, kunne man passende spørge? Carbonara flere gange, mahimahi-filet og dunser med mos, kødløs thai-karry med kål og kartofler, sorte gryde med pølser og bacon, pastasalat med tun, pølser med mos, stegte nudler med grøntsager, kartoffelsuppe, risengrød, røræg og bacon, cup noodles og diverse pulversupper, som især ungerne er glade for. Marie tryllede også med pandekager, chokoladekage og banankage, alt sammen bagt i vores fantastisk Omniaovn – en slags kødrandform med låg, der kommer over gassen. Den kan også bruges til flødekartofler, lasagne og andet godt.

Ellers byder sådan en sejltur på uendeligt meget blåt vand, flyvefisk i bølgerne såvel som på dæk, de flotteste stjernehimler vi har set, stjerneskud på stribe, blå himmel og mere hav. De sidste fem dage fik ungerne søben, og begyndte at lege, spille Uno og drøne mere rundt.

Alt i alt var det en lang og hård tur, og lettelsen var enorm, da vi så land. Det var en fantastisk følelse, at vi klarede det sammen som familie. Vi er simpelthen så stolte af, at vi gjorde det, og nu skal vi bare nyde det.