Intet nyt under solen, heldigvis

kokosPapegøjerne galper stadig op i regnskoven, La Vie ligger fint for anker på kanten af koralrevet, og livet går sin stille, varme gang i lille og hyggelige Charlotteville. Hvad søren kan vi berette af nyt?

En dejlig udflugt til en lille strand i bugten i godt selskab med vores norske venner på Katja og Sira for et par dage siden. Her klatrede ungerne i kokospalmer, og Valdemar fik en god stak ned på sandet. Sådan et projekt kan børn og voksne sagtens få nogle timer til at gå med. Klatre, klatre, ryste, skære, hakke, save, bakse, bøvle og vupti. Så kan man drikke frisk kokosmælk og guffe nøden i sig. På den tur lavede vi også bål, grillede pølser, travede ind i regnskoven og hentede vand fra en kilde. Og så op i gummibådene og tilbage til bådene før mørket faldt på.

Vi hænger stadig ud på biblioteket, som er stedet, hvor man mødes først på dagen. Fint sted til skole, et besøg i netbanken, lidt Facebook, bladren i de fine bøger og så ud i varmen igen og videre med dagen, der måske byder på strand, lidt indkøb, fodbold, og hvad vi ellers kan finde på.

For et par dage siden havde alle børn gameraften på Sira, mens de voksne slog pjalterne sammen på La Vie og gik om bord i den lokale rom. Efter et par flasker kom guitalelen frem, og så blev det en lang og hyggelig aften og en noget langsommere dagen derpå.

For et par dage siden var jeg med Christian fra Katja-båden på udflugt efter benzin til alle vores gummibåde. Den lokale tank er lukket, så det kræver en lille rejse at skaffe benzin. Skildpadde-fyren, Devon – også kaldet ”red eye”, som arrangerede vores skildpaddetur, har en bror med bil, der kunne køre os. Brormand kunne ikke alligevel, så han sendt sin makker, Niel – også kaldet ”Night”. Niel, der i øvrigt nu er ved at arrangere en vandfaldstur for hele selskabet og derudover er fisker og kom med mahimahi til os i går. Nåmen, vi tog med ham af sted for at købe benzin, en ny snorkel, rigtig smør, chokolade og et par andre ting, vi ikke kan få i Charlotteville.

Hver dag snorkler vi løs og nyder, at Tobago altid disker op med flotte fisk og havdyr. Alt fra småfisk i alle regnbuens farver til moræner, søslanger og nogle særdeles store rokker, der ligger på bunden og rævesover. I dag så Sofie og Marie dog en svømmende rokkefyr, der kom svævende gennem vandet.

Skolen kører atter i noget, der skal ligne hjemligt gear. Begge børn får lavet noget skole de fleste dage, men vi skal stadig diskutere og forhandle med dem begge to. Nogle dage kører det, andre dage skræmmer vi skovens fugle på vingerne, når det spidser til i forhandlingen om, hvorvidt to siders dansk kan veksles til en halv sides engelsk, eller matematikken droppes til fordel for et en tur i skoven eller en svømmetur. Selv i tropeparadiset kan pulsen stige, og tålmodigheden ryge i dørken.

I går landede danske Leontina, som vi fulgtes med fra Portugal til Marokko og Lanzarote, dejligt gensyn. Nu er vi endnu flere til den forestående grillaften på standen i aften. Det foregår sådan, at man prikker til Sunsun, der driver den lille bar på stranden, spørger om han vil grille og siger, hvor mange børn og voksne man stiller med. Han skal bruge en dags varsel, og så drøner han rundt og skaffer kylling, fisk og denne gang noget ged til grillen, mens hans kone laver tilbehør. Det er ganske billigt, og så kan vi bade, spille fodbold og lade os begrille, mens solen går ned. Det er anden gang, vi kører det arrangement og næppe den sidste.

Vi arbejder også på den obligatoriske turisttur til øens største vandfald, som vi er ved at arrangere med førnævnte Niel, der kan køre os. Han skaffer en minibus, stiller med sin egen Nissan, og så kan vi lige være mandskabet fra de fire både. Vi skal også gentage den hyggelige tur til stranden med kokospalmerne, og sådan går den ene dag efter den anden. Her er ganske enkelt dejligt, og vi er stadig ikke begyndt at tale om afrejsen. Vi har ikke travlt, og der er heldigvis lang tid, til vi skal stå klar på Antigua og sende La Vie med fragtskibet hjem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s