Der er gang i skolen. Vi sidder tre meter fra strandkanten med vind i mankerne og udkig til La Vie, der ligger for anker ude i bugten. Lige nu holder karnevallet pause i byen, så den eneste lyd er bølgerne, der slår op på stranden. Sådan var det ikke går. Der var fuld gas på karnevallet, hele eftermiddagen, og da solen gik ned, fandt de knæklys frem og rystede rumperne i de lange parader. Stor oplevelse at se. Vi havde dog søgt tilflugt på La Vie for aftenen, hvor vi mæskede os med grillet kylling og fritter fra et af de mange gadekøkkener på Carriacou.

Der er gået alt for lang tid siden, vi sidst har skrevet, men efter fem uger på Tobago, er vi meget langt nede i gear. Man bliver ramt af Tobago-tempoet, og dagene forsvinder bare. Ingen lader til at have travlt, og det vi ikke når i dag, når vi måske i morgen eller en anden dag. Det mærkede vi også på afrejsedagen i Charlotteville, da vi – besætningen fra Katja, Leontina og La Vie – gik op til Customs og Immigration-kontorerne for at udklarere. På et af kontorerne sad en dame og sov og den lille indiske mand på immigration-kontoret ved siden af var fuldt optaget af en eller anden serie på telefonen bag skranken. Vi fik udklareret hos den lille mand, men customs-damen var ikke på sit kontor. Hun skulle efter sigende komme forbi kontoret den efterfølgende dag klokken 18.00. Og så var afrejsen udskudt.

Den efterfølgende dag stod vi rejseklar med papirerne fremme og ventede på damen, som ikke dukkede op. Vi ringede til hende, da klokken var 18.30. Hun var på vej i en bil og ville ankomme 45 minutter senere, sagde hun. Vi futtede ned og fik en øl, købte lidt snacks til sejlturen og listede tilbage til kontoret klokken 19.00. Stadig ingen dame. Vi bænkede os foran kontoret og ventede tålmodigt. Guffede snacks og sludrede. En time senere ringede vi til hende igen. Ingen svarede. Vi var lige ved at overveje at udskyde afrejsen igen, da den søde dame endelig kom ilende til klokken næsten 21.00. Hun skulle lige have et bad og hvile sig lidt og var så faldet i søvn. Vi fik vores stempler i pas og papirer, drønede ud til bådene og fik ankrene op. Og så styrede vi ud af bugten i det tætte mørke og satte sejl til en hurtig halvvind mod Grenada.

Næste formiddag ankom vi til Port Louis marina på Grenada. En rigtig luksusmarina med pool, landstrøm, luksusbade og ikke mindst egen wifiboks på båden. Her gik der lynhurtigt fire dage. Romdrinks med Leontina og Katja, eftermiddagsøl, hygge ved poolen, lidt halvklam reparation af pumpen til vores holdingtank, lidt indkøb og ellers ingenting. Utroligt så hurtigt man vender sig til det lette marinaliv. Fråse med vand og strøm, sumpe wifi, drive rundt i marinaen, der godt kunne minde om et femstjernet resort med all inclusive. Små nysselige huse med kunstige græsplæner, sirlige stisystemer, sushibar, restaurant, pool og sågar en fin grøn leguan, som vi hurtigt døbte LeguArne.

Men efter fire dage måtte vi videre mod nord og op til karnevallet. For første gang i lange tider har vi sejlet selv. Katja blev tilbage med motorknas, og Leontina fik gæster, der lige skulle installeres. Så nu er vi til karneval helt alene og er ganske glade for Carriacou og hovedbyen Hillsborough, som har vist sig at være rigtig hyggelig. Nu ligger vi her et par dage og regner med at blive genforenet med de andre både. Først Katja og Leontina og så Sira, der sejlede længere mod nord, og som vi mødes med igen om et par uger. Det har nu også været dejligt med et par dage bare os, selvom vi nyder selskabet.

Efter vi er kommet til Caribien er tingene gået op i en højere enhed. Båd og udstyr fungerer. Hverdagen kører med skole, strandliv, badning, indkøb og mad fra de lækre gadekøkkener. Lige nu kunne tiden godt stå stille, og det her liv kunne vi sagtens klare et år mere. Heldigvis har vi stadig to måneder tilbage, og de skal bare nydes.