Caribisk tempo og snorkleparadis

tobagoDet hjemmebagte rugbrød er guffet med en af de sidste dåser makrel i tomat og et par æg med majo. Eftermiddagskaffen er drukket, og Sofie og Valdemar har taget gummibåden over til Leontina, der ligger for anker ved siden af os, for at se, om der sker noget spændende hos børnene derovre. Vi kan se over til Union og Mayreau, de to øer vi lige har været på, her fra Tobago Cays, en gruppe af små rev ud til Atlanterhavet. Stedet er fantastisk, og efter bare en nat herude, er hele familien helt opløst af saltvand efter de mange snorkelture. Her er krystalklart vand, rokker over alt og havskildpadder, som vi kan komme helt tæt på under vandet. Det er bare at stikke snuden ned. Hele familien er bidt af havlivet, og vi har alle fire begyndende suttebid af at suge løs på snorklerne. I går aftes fejrede vi det skønne sted med Leontina og spiste grillede hummere inde på stranden, og vi må bare sige, at Caribien indtil videre har overgået alle vores forventninger.

Langturen har ikke været nemmere end nu. Skal vi sejle i morgen? Tja, lad os sove på det og se, om vi gider i morgen. Afstandene er så korte, at sejladsplanlægningen, båd og udstyr er skubbet i baggrunden til fordel for morgenkaffe, snorkelture, strandtur, rugbrødsbagning, en lille øl, en lille rom, måske et par kapitler i en af de mange bøger, vi sluger. Keder man sig, svømmer eller padler man over til en af de andre både og ser om, der er liv cockpittet, kaffe på kanden eller noget andet godt på bordet. Sejlerlivet går sin stille gang med øhop og det caribiske tempo, hvor hvilepulsen er nede på niveau med leguanerne, der vegeterer i solen inde på stranden. Samtidig er det småt med wifi, så vi kommer nemt bagud med bloggen.

Men selvom tempoet er lavt, har vi flyttet os noget den sidste uges tid. Efter nogle dejlige dage til karneval på Carriacou for snart to uger siden futtede vi sølle halvanden sømil mod nord op til en meget fin lille ankerbugt, Anse la roche. Da vi kastede anker, var vi eneste båd og blev budt velkommen af fire-fem rokker, der drønede af sted over sandbunden i det klare vand. Et par timer senere kom Leontina og lidt efter Katja. Og så havde vi en næsten privat bugt og strand, hvor vi førte en dejlig drivertilværelse. Leontina har besøg hjemmefra og har hele tre ekstra børn om bord, herunder Ellen på seks til Sofies store glæde. Pigerne byggede hule på stranden, rodede med perler og modellervoks og var med det samme helt på bølgelængde.

Dagene går forbavsende hurtigt, når man ligger og vugger i sådan en lille bugt. En aften tændte Leontina en grill på stranden, og hver båd medbragte noget spiseligt fra gemmerne. Et festmåltid med burgere og så mange gode salater, at de ellers populære glaspølser fik lov at blive på glas. Børnene badede og løb rundt på stranden, til solen gik ned, og hele flokken flyttede sig ud på Leontina til drinks og fællessang. Om morgenen kunne vi svømme ud til et lille koralrev i bugten, bage pandekager eller kaste os over skolen.

Efter nogle gode dage på Carriacou sejlede vi i samlet flok op til Union, en times sejlads mod nord. Her kastede vi anker i Chatham Bay, endnu en dejlig bugt med klart vand, skildpadder og et par hyggelige strandbarer inde på land. Her fortsatte vi dagsrytmen fra den foregående bugt. Badeture, en wifitur ind til strandbaren og en vellykket aften med grillede hummere og rompunch. På disse kanter er en hummer en ordentlig basse, og den bliver serveret frisk fra grillen og badet i rigelige mængder smør og hvidløg. Meget mumset.

Fra Chatham Bay sejlede vi et lille stræk længere mod nord til Mayreau, hvor planen var at snuppe en nat i Saltwhistle Bay, der skulle være hyggelig. Desværre var den lille bugt pakket med charterbåde, så vi sejlede videre til næste bugt. Her var stor fest under opsejling, og en tung bas hamrede af sted, så kaffekopperne klirrede på bordene. Derfor lettede vi anker og sejlede til den tredje og sidste bugt på læsiden og fandt endelig en fredelig plet for natten. Derfra sejlede vi ud til Tobago Cays.

Livet om bord er godt, og vi nyder at have klaret de store sejladser. Båd og udstyr klarer sig fint, og mens vores naboer har bøvlet med strøm og motor, har vi kun haft lidt knas med potten og lidt brok fra påhængsmotoren. Det gælder om at nyde det, mens det varer, for med langturssejladsen følger skader på udstyret, det kan ikke undgås.

Hvis nogen skulle spekulere på, hvilken form for knas vi har haft med potten, følger her en kort og kedelig beskrivelse. På båden har vi en tank til det såkaldt brune vand, og den bruger vi, når vi ligger for anker. Vi har bare haft det klamme problem, at der slipper en lille sjat af det brune vand i søen, når vi skyller i tanken. Samtidig har vores toilet altid haft en halvdårlig lugt. Derfor skiftede vi på Grenada den pumpe, vi bruger til at tømme tanken. Der sidder en ventil på den pumpe for at forhindre ufrivilligt udslip, og vores var som frygtet ødelagt. Men med den nye og tætte pumpe blev vores problem bare værre. Der kom stadig udslip, og lugten blev værre og værre. Hvad skulle vi gøre? På Katja har de haft samme problem, og de havde den teori, at vores udluftningskanal fra tanken kunne være stoppet. Vi vidste ikke, at vi havde sådan en, men det har vi. Et lille hul øverst i tanken, forbundet til en slange, der går ud af båden. Den var stoppet i begge ender, og med lidt ildelugtende biksen og baksen, fik vi renset slangen. Og endelig kunne tanken ånde, og halleluja. Nu er der ikke mere udslip, og vi har aldrig haft en bedre duft på det lille toilet. Det lyder sikkert kedeligt, men lykken på båden er stor.

Båd og udstyr klarer sig altså godt, og det samme gør børnene. Når vi spoler tiden tilbage til de første lande på vores rute, skulle vi altid diskutere med børnene for at få dem med på udflugter. Hyl og pib, hvis vi skulle gå mere end fem-10 minutter i varmen. Vi husker blandt andet Porto og vores ture til den gamle bydel og alle portvinshusene, hvor Sofie hylede, fra vi forlod båden, til vi atter satte fod på dækket. Nu traver begge børn troligt flere kilometer over bjerget, gennem skoven, ud af vejen i meget høj og fugtig varme. De brokker sig ikke, men suger til sig af det nye, de møder på deres vej. Det nyder vi, og selv indkøbsturene er blevet hyggelige, og alle mand er med til at beslutte, hvad der skal i kurvene.

Næste stop er Bequia, hvor vi regner med at blive nogle dage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s