Nybagt baguette, croissanter på stribe, røde bøffer, mørk chokolade, lakserilette, bedåset andeconfit, grammofonplader, røde og hvide vine, mørk rom i femlitersdunke, rigtig smør og masser af mundvand. Vi er kommet til en fransk ø, og det mærker man tydeligt. Ikke mindst på lugten i og omkring båden. Tømmer de mon holdingtanken ovre på La Vie igen? Nej, det er bare Marie, der befrier sine modne oste fra de tre lag af indpakning.

Martinique er fransk, og det betyder nye veje, rigtige busser med busplaner, roam like home, fyldte butikker og ordnede forhold. Vi har ligget for anker i snart en uge ved Sainte Anne og nyder at være ankommet til den franske ø. Her er strande, palmer, frodige bjerge, som vi snart skal ud og se, og en helt masse romdestillerier, som vi skal ud og smage på. Men det vi nyder allermest lige nu, er udvalget i butikkerne.

Det hører med til historien, at vi siden Grand Canaria ikke har kunnet få ret meget. Én slags ost, cheddar, én slags brød, måske to – hvis man tæller det søde kokosbrød med. Fisk, lidt kylling, guavamarmelade, som er den eneste slags marmelade på Tobago. På Bequia, som vi forlod sidste onsdag, handlede vi for 100 kroner hos en lille grøntsagsmand ved vejen og kom derfra med en ananas og fire kartofler. En lille pose kaffe koster 80-90 kroner. Hvis du er heldig, finder du en pose hakket oksekød i fryseren, også dyrt og halvklamt. Vi har levet fint og godt og spist det, der var. Men nu er det dæleme dejligt, at vi kan vi smovse igennem med alt, hvad hjertet begærer.

Når det er sagt, er det også syret at være her midt i Caribien, og så ligner det fuldstændig en sydfransk badeby. Af det vi har set af Martinique indtil videre, er der meget få spor af den caribiske kultur, som ellers har præget alle de andre øer, vi har været på. Den tykke stemning af reggae, rastafari, de overfyldte busser, der angriber svingene med fuld bas. Hop på hvor og når du vil for et par mønter. Rompunch, rygende gadekøkkener, geder i vejkanten, osen fra en joint og stor gæstfrihed og venlighed, som vi har mødt overalt. Godmorgen, har I det godt? Jaa man, cool man. En Caribisk ånd med en tydelig stolthed af de afrikanske rødder. Karneval for fuld musik på alle øerne.

Vi har ikke skrevet så meget om den caribiske historie, men vi er jo sådan set i fuld gang med at besejle den gamle slaverute. Fra Europa ned til Vestafrika for at fylde båden med slaver, over Atlanten, sælge slaverne, genfylde båden med rom, sukker, tobak, bomuld og andet godt. Og så tilbage til Europa. På Martinique vejrer Tricoloren stolt, fordi Frankrig engang i 1600-tallet parkerede nogle tunge krigsskibe her og sagde, nu er det fransk. I turistbrochurerne kan man læse om den dejlige rom, øen er kendt for, og man kan besøge alle de fine godser med sukkerrørsmarker, der har været i familiernes eje gennem generationer. Meget få ord om alle de slaver, der puklede ude i markerne.

Og så er det helt vildt at tænke på, at vi danskere var helt fremme og med i den meget indbringende handel. På et lille museum i Scarborough på Tobago, kunne vi se nogle gamle optegnelser over de forskellige landes slavestationer i Afrika. Her havde Danmark tre stationer på niveau med blandt andet Holland, England og Frankrig og tjente i mange år store formuer på det. Og så sad vi som bekendt tungt på vores egne tre øer og lod slaver høste markerne for os. Store dele af Frederiksstaden i København er vist finansieret af netop trekantshandlen.

Tilbage til livet om bord. Der har i dag været travlhed på det gode skib, for i morgen fylder Marie 40. Vi er så heldige at være sammen med både Sira, Katja og Leontina, og hele banden er budt til hotdogs og drinks på stranden i morgen. Vi pakker Brumle, vores gummibåd, med grill, en kæmpe køleboks, lånt af Leontina, masser af isterninger, øl, vand, rom og ginger beer. Brumle, det stakkels kræ, der i øvrigt har skrantet en del på det sidste og hostet sig i stå adskillige gange. Med kyndig vejledning ovre hos Ragnar fra Sira og inde hos den lokale motormand Chris, lød diagnosen i dag på skidt i kaburatoren. Efter et nænsomt lavement på værkstedet har Brumle atter fundet melodien og spinner som en kælen kat. Nå, tilbage på stranden i morgen, skal vi spise pølser, bade, slukke tørsten og fejre Marie.

Når solen går ned, sejler vi alle sammen ud til La Vie og slår spunsen af en tønde rom. Vi bliver 10 voksne og 11 børn, og hele skuden glæder sig til at få så mange nye venner på besøg, her langt væk fra de hjemlige himmelstrøg, familie og venner.