Vi begyndte morgenen i den dejlige bugt Anse Noire, hvor vi allerede inden morgenkaffen fandt snorklerne frem og hoppede i det klare vand. Efter et par svømmetag mødte vi de første havskildpadder, der var møffet ind på det lave vand hos os for at spise morgenmad i det tætte søgræs. Det er nok den største naturoplevelse vi har haft på vores rejse – at svømme helt tæt med de store dyr.

Bortset fra de herlige padder, var selve bugten også en hyggelig lille plet. Palmestrand omgivet af klipper, en fire-fem både for anker og læ for den altid friske passatvind. Vi landede i bugten fredag, hvor vi fik selskab af Katja, og kom først derfra i dag, hvor vi sejlede en halv times tur over til Fort de France, hovedstaden på Martinique. Her ligger vi nu tæt på byen og bliver nok i morgen med, hvor et stop i Decathlon står øverst på dagsplanen. Man skal aldrig gå ned på udstyret, men det har vi gjort i stor stil med vores snorklegrej. Lige nu har vi én funktionsdygtig maske i voksenstørrelse, venligst udlånt af Leontina, og en enkelt børne. Derfor skal vi i morgen først og fremmest handle snorkler og masker. Derefter sejler vi mod Dominica, nok med et enkelt pit stop i Sankt Pierre på nordsiden af Martinique.

Det er i øvrigt ikke første gang, vi besøger den lille by. Da vi havde fejret Maries fødselsdag tilbage i Sainte Anne, lejede vi bil og kørte mod nord. Vi skulle se et romdestilleri og vulkanen Mont Pelée. Det endte med at blive en flot tur gennem den frodige regnskov på nordsiden af øen og i fodsporene på en dramatisk historie. I 1902 gik vulkanen i udbrud og dræbte alle i Sankt Pierre med undtagelse af en enkelt fange i byens fængsel. 30.000 mennesker mistede livet, og det blev kun værre af, at der var valg, og borgmesteren havde spærret byen af for at holde på vælgerne.

På den nærliggende sukkerplantage i skyggen af vulkanen havde familien Depaz siden 1600-taller dyrket sukkerrør, men også de blev ramt af det voldsomme udbrud. Hele familien døde med undtagelse af familiens søn på 16, der var sendt til Paris for at studere. Efter den tragiske hændelse besluttede han at rejse til Canada og aldrig vende tilbage til Martinique. Men på rejsen til Canada fik skibet motorproblemer og måtte søge nødhavn, som tilfældigvis var Martinique. Derfor endte det alligevel med, at den unge Depaz kom tilbage og fik gang i familiens plantage og etablerede et romdestilleri, som i dag har kronede dage. Vi så både byen, vulkanen og romstedet, og det var en stor oplevelse, også for Sofie og Valdemar, der ellers brokkede sig grundigt over udsigten til en dagstur i bil. Men den dramatiske historie og Depaz-godset med sukkerrørsmarker, et lille slot og selve produktionen fangede dem.

Ellers bærer vores langtur så småt præg af, at vi lige så stille nærmer os afslutningen på eventyret. Der er seks uger tilbage i Caribien, og selvom det svarer til to hele sommerferier, så kan vi alligevel ane enden på den. Måske derfor nyder vi også turen, som vi aldrig har gjort det før. Det gode selskab med de andre både, strand- og badeliv, festlige aftener, palmesus, skildpadder og det caribiske tempo.

Sofie og Valdemar trives begge to, selvom vi også her under varme himmelstrøg diskuterer skærmtid, opvask, skole, sengetider og andre hverdagsagtige ting. Men de nyder luksuslivet, senest med tre dage i selskab med de mest fantastiske havskildpadder. I skrivende stund overnatter Valdemar hos drengene på Katja, og der er kommet gang i soveaftalerne med de andre børn. De mange børn har en fest, og de ved nok ikke selv, hvor heldige de er. Det rammer sikkert, når vækkeuret ringer derhjemme en mørk efterårsmorgen, og de kan tænke tilbage på driverlivet i de varme lande.