Marie frådser med vandet i kabyssen og vasker op i rindende og varmt vand. Det er en luksus, for normalt fylder vi vandtanken via to 75 liters dunke, som fulgte med båden, da vi købte den. I gummibåden med dem og så ind på land efter en vandhane, hvor vi må snuppe eller købe nogle påfyldninger af dunkene. Så det er luksus at vi kan proppe en vandslange i tanken og fylde frit. Vi er nemlig på et sjældent besøg i marina, denne gang i Pointe a Pitre på Guadeloupe. Vi landede i går og har skrubbet, skurret, vasket, børstet, provianteret og ordnet. Den gamle skude dufter af Ajax i alle rum og bugner af gode sager efter et par heftige indkøbsture. Der er nemlig besøg på vej, og i morgen lander vores kære bagboer fire mand høj og skal sejle med de næste par uger.

Så vi håber, at vejret arter sig til gæsterne, for sejladserne er nemlig overraskende tøffe. Selvom de mange sømil herover har givet os mere hår på sømandsbrystet, så er det ofte en halvslidt besætning, der kommer ind efter sejlturene. Sidst vi skrev på bloggen, var vi på Martinique, og sejladsen derfra og op til Dominica er et godt eksempel på, hvordan sejladsen mellem øerne kan trække tænder ud.

La Vie var pakket og sejlklar klokken 10.00 den 4. april med kurs mod Dominica. Det er jo allerede en del dage siden, for tiden flyver. For fulde sejl strøg vi fint af sted fra Skt. Pierre langs den fine kysttrækning med udsigt til den føromtalte vulkan, Mont Pelee. Sejlads langs kysten betyder sejlads i læ for Atlanterhavet og er altså bølgefri, men til gengæld noget værre roderi med skiftevis ingen vind og nogle voldsomme pust, når vinden får fart ned af bjergsiderne. Derfor forløb de første timer med at rebe op og ned for sejlene, og tænde og slukke for motoren, mens ungerne forsøgte at få gang i en film nede i kahytten

Men så snart vi kom fri af Martinique og ud på åbent vand, stor der en frisk vind på 12-14 sekundmeter ind fra siden og nogle særdeles store bølger. Så selvom vi kunne se Dominicas bjergtoppe forude i den blå horisont og havde en relativt bette tur foran os på 30 sømil, så blev det en rå tur med bølger i cockpittet og søsyge hos den ellers garvede besætning. Så da vi endelig nåede frem, og den venlige boat boy, Mr. Beans, drønede os i møde og råbte ”welcome to paradise”, så takkede vi ja til tilbuddet om en bøje, fik bakset en omgang hotdogs sammen og krøb tidligt til køjs.

Sejladserne kan være rå, men vi har hygget os godt i selskab med norske Katja og har efterhånden fået tradition for at sejle om kap fra ø til ø. Det er hyggeligt, for så går tiden med at trimme sejl og holde øje med, at de ikke kommer for tæt på La Vie. Det foregår i al venskabelighed – så længe La Vie kommer først. Sut hæk, fjeldaber! Under sidste regatta fra Dominica til Les Saintes-øerne på Guadeloupe, havde vi som forventet vist rumpen til Katja, da en fransk sejlbåd strøg tæt forbi Katja og lagde sig helt tæt på os for at tage vores vind. Vi kunne se skipperen derovre fise rundt i cockpittet og trimme sejlene som en gal. Båden var 42 fod, et par meter længere end os, og bragede gennem bølgerne for fulde sejl. Han halede stille og roligt ind på os, som gik 7,5 knob med et reb i storsejlet og et lille hjørne af vores meget store rullegenua, rullet ud.

Hurtigt begyndte vi at give mere og mere forsejl, franskmanden gik tættere på os, og snart lod vi hele forsejlet rulle ud til kampen. Båden var næsten ikke til at holde, og der skulle kæmpes ved roret for ikke at skære op. Men farten var nu 8-9 knob, og den elendige frø-gnasker kunne ikke længere følge med, gled lige så stille ned bag ved os, lagde sig i vores kølvand og fandt sin plads med kig til hækken. Der er ikke noget bedre, og gamle La Vie viser gang på gang, at hun sejler som en drøm.

Nu er vi tilbage på Guadeloupe, som er fransk og derfor noget anderledes end de andre Caribiske øer, senest Dominica, som vi var vilde med og ikke har skrevet et ord om. Det var fantastiske vandfald, svømmetur i grotte, varme kilder, sejltur på Indian River, caribisk stemning og fest med de andre både. Nu er vi tilbage i EU med store supermarkeder og roam like home. Her er dejligt, men man må næsten knibe sig i armen over, at man med en sejltur på fire-fem timer, kan komme til noget så velordnet og etableret, at man kan føle sig hensat til Sydfrankrig. I øvrigt ligger vi på samme mole som Leontina og Freedom, sidstnævnte har vi mødt for første gang siden Portugal. Så voksne og børn nyder molelivet.

Planen er nu at få gæsterne om bord, og så sejle en Guadeloupe-rundt-tur. Her er også vandfald, regnskov, romdestillerier, strande, palmer og masser af det gode, vi skal nyde fuldt ud, inden vi snart vender snuderne mod øst.