Pyh det er varmt, selvom mørket er faldet på, og vinden rusker i skibet. Det ene barn trækker torsk i land ude agter og det andet arbejder på sagen i forkahytten. Marie tøffer rundt i bikini, og undertegnede skriver i underbukser. Sjældent har der været så lummert, og vi svedte som grise tidligere i dag, da vi ordnede, pudsede og vaskede båd. Den trængte nemlig til en kærlig hånd og noget knofedt efter 14 dages herligt besøg hjemmefra. Og nu er La Vie klar til vores sidste sejltur i Caribien – turen op til Antigua, hvor vi skal afmønstre i nogle uger.

Men der er gået mange dage siden sidste indlæg, for vi har som nævnt haft besøg hjemmefra. For 14 dage siden landede fire blege landkrabber på La Vie og sikken en fest at se de kære bagboere hjemmefra. Vi var lidt spændte på, hvordan det skulle gå med otte mennesker om bord på så begrænset plads, men La Vie lagde fint krop til de mange mennesker. Godt nok skal der rigges an til natten, rokeres rundt i placeringen af børn og voksne i køjerne, pakkes dyner, puder, nattøj og bamser væk efter natten, fyldes ekstra vand, tømmes ekstra tank, bages mere brød, koges grød, smørres madder, provianteres og ordnes. Men når alle hjælper til og hygger sig undervejs, så kører logistikken af sig selv.

Vi var også spændte på, om vi nu kunne vise Caribien på 14 dage. Vi har oplevet så meget og mødt så mange mennesker, og hvordan samler man det og deler det med gæsterne hjemmefra? Sejlerlivet byder på så mange fantastiske oplevelser, uforudsete eventyr, lige så uforudset baks og bøvl med gear og sejlads, den velkendte søsyge, de daglige gøremål på båden og alt det andet. Når vi ser tilbage kom vi vist omkring det meste.

Første sejlads blev en værre rodebutik. Vi nåede lige at fortælle, hvor gode vi er blevet til at lægge anker, som godt kan være en bøvlet affære, og så rodede vi rundt på først den ene, den anden, den tredje og den fjerde ankerplads. For meget vind, for dårlig bund, for dårligt læ, og så måtte vi sejle tilbage til en ankerplads lige uden for marinaen. Så da solen skulle til at gå ned, havde vi været på vandet det meste af dagen, men havde ikke flyttet os mere, end vi stadig kunne fange marianens wifi ude på båden. Vi nåede også et par runder søsyge og en påhængsmotor, der selvfølgelig gik ud med alle ungerne alene af sted for fuld gas i skumringen.

Det var den første dag, og derfra fik vi sejlet nogle gode sejladser i roligt vand efter caribiske forhold. Masser af strand, palmer, snorkle, bade, svømme med skildpadder, smage rom, besøge regnskov og vandfald, spille røvhul, fange og spise tun, fest med de andre både, spille endnu mere røvhul, spise kreolsk, slappe af og hænge ud.

Da vi vinkede til bagboerne, så de noget brunere ud end ved ankomsten, og de konstaterede, at jorden gyngede under dem. Som ægte sømænd, der bliver søsyge på land.

Nu er her godt nok meget plads, men også meget stille efter de festlige dage, og især Sofie savner Maise og synes, det er svært at være alene igen. Valdemar har det noget lettere, for han er meget sammen med drengene fra Katja. Sov der sidste nat og har nærmest boet derovre de sidste par dage.

Men vi nærmer os også enden på rejsen. Vi ankommer til Antigua i morgen aften, og hvis planen holder, bliver La Vie lastet mellem den 7. og den 11. maj. Den 11. maj flytter vi i et fint hus på Antigua med egen pool, og det glæder hele familien sig til. En lille pause fra båden og luksus med eget hus og masser af plads. Herefter er planen fortsat London, og da båden allerede skulle være i Southhampton den 22. maj, bliver det et par dage i London og så på La Vie igen. Mon ikke vi mødes med flere af de andre både fra fællesskabet og følges gennem Irland, Skotland og endelig mod Danmark.