I Skotland siges det, at der er tre vejrtyper. Det regner, det har lige regnet, eller det skal til at regne. Det er svært at forestille sig her i vores feriehus, hvor vi nu i en uge har ligget fuldstændig i dvale. Der er ikke så meget at lave på Antigua. Godt nok er der nogle helt fantastiske strande, og vi har da også været på stranden en enkelt gang. Men ingen gad rigtigt være der, og ingen gad bade. Så vi købte en is og gik hjem til huset igen. Det lyder måske forkælet, men vi har fået strand og sol, så hatten passer.  Og vi glæder os faktisk til en vejrforandring og til at komme hjemad. Også selvom det bliver et kuldechok. Vi har ikke haft lange bukser på i snart et år, eller sko for den sags skyld, og jeg er vist den eneste, der ejer et par lange bukser, som stadig passer. Ungerne er vokset ud af deres for mange lande siden. Så når vi lander i London er første punkt på programmet at finde en tøjbutik og handle lange bukser, sko og regntøj.

Så vi har bare futtet rundt og hygget os i huset. Sovet længe, spist morgenmad på terrassen, badet i poolen, afviklet skole, fodret og kælet med den halvvilde kat, der bor ved huset, badet lidt mere i poolen, skærmet, læst og slappet af. Den største udfordring har været at samle appetit til næste måltid. Det er vi gode til, og vi kan konstatere, at langturslivet også har sat sig på mavserne. Rosédunk, romtønde, ølmave – kært barn har mange navne, og vi gider ikke tænke på det før Danmark. Tiden i huset er også gået med kontorting, som ofte er besværligt uden eller med halvdårlig wifi. Herunder booket hoteller, havnepladser og bådteknikere i England, hvor vi skal have ordnet nogle ting på båden. Båden, som vi også har brugt tiden her til at sætte til salg. Vi holder meget af La Vie, men hun er en stor og langtursrigget skude, som passer bedre til et nyt eventyr end hyggesejlads i Øresund og omegn, synes vi. Og i morgen er det altså slut med Caribien, for der kører vi til lufthavnen og flyver til London.

Var det umagen værd at krydse Atlanten? Ja, i højeste grad. Selvom vores tur over trak tænder ud, har Caribien været et fantastisk eventyr. Vi var bekymrede for, om her ville være for dyrt og for turistet, men hold nu op, hvor er her fantastisk. Vi har også brugt tiden godt. Lå seks uger på Tobago og listede lige så stille mod nord. Det har været alt, vi drømte om. Skildpadder, papegøjer, kæmperokker, fantastisk snorkling, sukkerrør, kakaoplanter, kreolsk og caribisk kultur, ikke mindst den man drikker og spiser. Den mørke og søde rom, krydret kylling fra grillen, frisk mango, passionsfrugt, guava og muskatnød plukket i haverne. Og den kultur, historie og sjæl man mærker over alt i tempoet, musikken, humøret og livet herovre. Havet er lige så lyseblåt og klart, som man drømmer om, strandene lige så hvide, palmerne svajer, og du kan klatre op og hente en frisk kokosnød, hvis du er tørstig, og hvis du orker.

Det bedste er de nye sejlervenner, og vi har været heldige. Allerede i Tyskland mødte vi de første, og vi har på hele turen kunne dele højde- og lavpunkter med gode venner. Det har præget vores rejse. Freedom, Karma 2, Vela, Zenia, Sira, Chip Chip, Miraculix, Leontina, Katja, Borea – det har været en fest, eller mange for at være helt præcis. Skal I noget i aften? Har det lydt mange gange, og det altid vittige svar har været – lad mig lige tjekke kalenderen. Hø hø, ingen har en kalender med noget i. Der er ofte noget, der skal fikses, men sjældent noget, der ikke lige kan vente en dag eller to. Og der er i øvrigt altid en hjælpende hånd i nærheden, ligesom vi altid gerne selv stiller op, hvis vi har noget at byde ind med.

Vi har truffet gode valg, om rute, udstyr, båd og alle de praktiske ting. Sådan et sejlereventyr er en fest, men det er også hårdt arbejde, usikkerhed, bekymringer, til- og fravalg. Kan riggen holde til Atlanten, kan roret, kan vi? Kan vi klare at krydse det store hav med børn og søsyge om bord? Hvordan kommer vi hjem igen? Hvor henter vi vand, benzin, diesel, har vi penge nok, hvornår er vejrvinduet det rigtige, hvor får vi fat i reservedele og dimser til båden? Der er tusinde ting at tage stilling til, og et forkert valg kan få konsekvenser. Men vi har truffet gode valg, og hvis moralen har været lav, har der været kaffe på kanden, en øl, en peptalk og en hjælpende hånd at finde hos bådvennerne. Vi har klaret sejladserne fra Danmark og herover, og senest glæder vi os over beslutningen om at få båden fragtet hjem. Det koster en formue, 90.000 kroner for at være mere præcis, og det var ikke nogen nem beslutning, ikke mindst fordi vi tømmer kassen med den her tur. Men det har præget vores tid herovre, at vi har sluppet for bekymringer om grej, båd, proviantering, vind, vejr og mandskab. Turen hjemover Nordatlanten er ofte mere krævende og rå end turen herover, og vi havde lovet os selv og mest af alt ungerne, at hvis det første kryds blev hårdt, ville vi have mulighed for at fravælge hjemturen. La Vie er i skrivende stund på vej til England, og vi hopper på en flyver.

Børnene om bord nyder turen. De lange sejladser har været hårde og kedelige, men det er ikke mange dage ud af et helt år. De har festet, badet og hængt ud med de andre sejlerbørn, og især Valdemar har haft masser af jævnaldrende, især drenge, som vi af en eller anden grund har mødt flest af. Der har også været nogle søde piger, men sjældent på Sofies alder, så hun har ind i mellem og især før Caribien, savnet pigerne derhjemme. Om det er klimaet, eller om vi har fodret for meget på dem, ved vi ikke, men begge børn er vokset helt vildt. De er blevet nogle lange, brune sejlerbørn. Da Sofie skulle puttes i går, spurgte hun, om ikke mor ville komme ind i hendes kahyt og sige godnat. Vi bor i et hus, så dejligt at det maritime hænger ved. Vi har kæmpet, råbt og skreget i skolen, men de har også arbejdet godt. Valdemar har for længe siden færdiggjort bøgerne for 3. klasse og har fået godt fat i læsningen. Han sluger den ene bog efter den anden, måske fordi det foregår på vores Kindle, der jo lugter lidt af skærm, men han nyder at læse og er ofte at finde liggende med en pakke kiks, en skål ymer eller noget andet snackbart og en bog foran sig. Og han er blevet god til norsk. Han går ikke længere på toilettet, men på do. Sofie er blevet super god til matematik og har lært at læse. Selvom vi havde ekstra bøger med, er hun snart igennem dem alle og kæmper lige nu med sidste del af matematik til 1. klasse. Det er lige svært nok, så den sidste tid af hendes skoleår kræver noget improvisation. Det har til tider været hårdt, og vi er egentlig ret stolte af, hvad vi har nået i bådskolen, men det bliver nu meget rart at sende børnene hen i skolen til nogle andre lærere, når vi kommer hjem.

Vi glæder os efterhånden til at se Danmarks grønne kyster dukke frem i horisonten, men også til England, Irland og Skotland, inden vi når så langt. Vi skal se London, Dublin, sejle kanalsejlads, vandre i bløde bjerge, finde Nessie på Loch Ness og se og smage en tår whisky, før vi stævner ud fra Skotland med kurs mod Limfjorden.