Safari i Det Keltiske Hav og turister under jorden

Big Pit”Nid oes tywydd gwael. Gwisg ddrwg yn unig,” hedder det vist på godt walisisk, og hvis dit walisiske er rustent, lyder oversættelsen: ”Der findes ikke dårligt vejr. Kun dårlig påklædning.” Det er heldigt, for i Wales er vejret mildt sagt en anelse blandet. Otte grader, lavtryk på lavtryk og regnen, der trofast siler ned. Det gør den også nu, og den vil gøre det i nat klokken 03.00, når vi sejler ud af havnen og sætter kursen mod Dublin.

Sejladserne her er noget af det mest komplicerede, vi har prøvet. Først skal vi lukkes ud af havnen i Milford Haven, for den lukker nemlig med en sluse ved lavvande. Derfor sidder vi med en tabel i hånden og skal time vores afrejse, helst med free flow, to timer om eftermiddagen og to timer om natten, hvor der er fri passage ud og ind af havnen. Så skal vi selvfølgelig kigge på vind og bølger, som vi plejer, og det er noget af en balancegang. Det ene lavtryk efter det andet høvler ind over Det Irske Hav, så vinden aftager, tager til og skifter retning i tide og utide. Så er der den kraftige strøm at tænke på, og med afgang i nat får vi seks timer med strømmen, seks i mod, og seks med. Der er nogle væmmelige strømsøer, sandbanker, der flytter sig hele tiden, storskibsruten og så selvfølgelig regnen, der vælter ned.

Nu har vi cirka 20 timer, før en heftig vind fra syd drøner op mod os, og det er lige, hvad vi skal bruge for at nå til Dublin, hvis alt går vel. Men vi har lagt sejlertøjet frem, fyldt køleskabet og analyseret vejret med Vixen og Katja. Vi følges med Vixen i nat, og Katja følger efter på lørdag.

Vi har nu høj moral før sejladsen, for turen herop gik super godt. Det var en på papiret rå sejlads rundt om Lands End ude i Det Keltiske Hav, men vi havde valgt det rigtige vindue at sejle i, selvom det var for motor alle 28 timer. Fin sol, kun få regnbyger og masser af dyreliv. Vi så en lille flok grindehvaler springe rundt i vandet bag os, et par søpapegøjer og det mest fantastiske delfinshow, vi har oplevet på rejsen. Jeg sad og hakkede korn på nattevagten, da jeg pludselig hørte et højt snøft ved siden af båden ude i mørket. Jeg kiggede ud, og så en delfin hoppe forbi i vandet i en regn af lysglimt. Der var morild i vandet, og delfinens bevægelser sendte byger af lys ud i mørket. Snart kom flere delfiner til, og vandet omkring os var fuldstændig levende og oplyst. Jeg kaldte Marie op af køjen, og vi sad i mere end en time og gloede på showet. Delfinerne blev hos os i mange timer, og da solen stod op, kunne vi se, at også Vixen havde besøg, og at der var delfiner alle vegne omkring os. Endelig stak en sød sæl hovedet op ved siden af os, da vi var på vej ind i indsejlingen til havnen.

Med La Vie godt parkeret skyndte vi os op for at undersøge turistmulighederne. Vi skulle se Wales og havde en forventning om, at Milford Haven skulle have hyggelige spisesteder, grønne bjerge, miner, vandreture og middelalderslotte. Vi spurgte på havnekontoret, hvad man kunne se og opleve i byen, og den søde dame kiggede mærkeligt på os. Man kunne vist komme på delfinsafari ude i bugten med en lille færge, og så var der vist et lille egnsmuseum ved havnen, men ellers skete der ikke noget. Kort sagt, så er Milford Haven ikke nogen perle. Der er rig mulighed for at købe ting til sin hund eller kat, Jehovas Vidner har et stort tempel, og så er der en natklub, som måske er åben i ny og næ, måske lukkede den i halvfemserne.

Vi skulle være her mindst et par dage, mens en lille kuling passerede forbi på havet, og tanken om en regnfuld indeblæsning i Milford Haven var ikke tillokkende. Derfor handlede vi hurtigt og lejede to biler i samarbejde med Vixen, så allerede morgenen efter vores ankomst, altså i tirsdags, trodsede vi regnen og tog på biltur. Fantastisk udflugt, hvor vi futtede to timer over til Brecon Beacon, nationalpark nord for Swansea og Cardiff. Første stop var et besøg i Big Pit, en gammel kulmine, hvor vi med pandelamper på hjelmen og gasmasker i bæltet var 90 meter under jorden og nede i gangene, se bare billedet. Fantastisk oplevelse, som jeg kunne skrive meget om, men jeg vil nøjes med at nævne, at børn i 1800-tallet arbejdede i minerne fra de var fem år. Vores guide, som selv havde arbejdet i minerne som ung, trak Sofie til side og viste, hvor de helt små arbejdede. De passede dørene og skulle åbne, når minehestene kom trækkende med en kulvogn. De lærte at reagere på lydene fra hest og vogn, for de fik ingen lygter og stod alene i tæt mørke, 10 timer om dagen, seks dage om ugen. Søndag gik de i skole. Det gjorde indtryk på vores børn. Minebesøget var en kæmpe oplevelse og ganske gratis.

Da vi kom op af minen, gik dagen på hæld, og vi fandt et hyggeligt bed and breakfast-sted på en lille gård, langt ude på landet. Der var brændeovn, badekar og bløde senge. Og sygt god wifi, som drengene konstaterede. Dagen efter nåede vi både at bestige et lille bjerg i tåge og blæst, og vi fik set et middelalderslot i Pembroke, før vi parkerede bilerne tilbage ved marinaen.

Vi var vilde med England, og vi er vilde med Wales. Børnene har hygget sig på havnen med løbehjul og fangeleg, og opholdet her har været dejligt til trods for vejret. Nu glæder vi os til at opleve Irland, og til at møde Leontina og Vela, som efter sigende også er på vej mod Dublin.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s