Det er en træt familie, der er krøbet til køjs på en vuggende båd. Vi ligger for en ankerbøje ud for Holly Tree Hotel i Kentallen 10 sømil fra Fort William og indgangen til Caledonia-kanalen. Vi har her til aften puttet os under de nyindkøbte skotske uldtæpper, tændt op i den walisiske minelampe og hakket os gennem et par afsnit af Alene i vildmarken, indtil signalet blev for dårligt, og vi sendte børnene i seng. Marie faldt også omkuld, så nu er der næsten ro på skibet, selvom vi har lidt bølger i bugten, der skvulper og får tovværket til at slå mod masten.

Vi kunne godt være sejlet hele vejen op til Fort William i dag og have ligget klar foran den første sluse, men vi faldt for et smart koncept. Hvis man spiser inde på hotellet, så er bøjen herude gratis, og man kan bruge hotellets pool og boblebad. Efter en dag med silende regn og kold blæst, vistnok en almindelig sommerdag på disse kanter, bed vi hurtigt på ved tanken om det varme boblebad. Og da vi efter et par timer på langs i pool og bobler satte os til bords i restauranten, kunne vi konstatere, at der var haggis på menuen. Hakket fåreindmad og en skotsk specialitet, som vi havde aftalt at smage, før vi forlader landet. Det er hermed gjort, og det var overraskende godt.

De sidste dage er gået hurtigt, og der er egentlig en del at samle op på fra sejladserne rundt i Skotland. Vi er vilde med landet, som er noget af det smukkeste, vi har oplevet på den her rejse, og vi sejler fra det ene fantastiske sted til det andet og vanen tro i godt selskab.

Vi har sejlet kanalsejlads til Crinan, hvor alle børn og voksne på La Vie og Vela løb stærkt for at komme igennem de femten sluser. Det tog et par dage og var både hårdt arbejde og en meget smuk tur. Vi har haft noget af rejsens bedste sejlads i Skotland. Vandet er fladt, vinden god og udsigten formidabel. Vi har spist overraskende lækker mad. Skotland er ikke friturestegt pizza og Mars-bar, som forventet, men masser af fisk, lam, ost, whisky og andet godt, som alt sammen er lokalt. Ikke mindst det ualmindeligt lækre lam, der lagde kølle til en festlig aften på Leontina. Ved samme lejlighed smagte vi også på noget af den lækre og billige whisky, som området har til overflod. Hver eneste gang, vi går i land på en lille ø eller en lille klat land, så ligger der altid en borg og et destilleri. Vi har travet mange og lange ture i regn og sågar tørvejr over fjeld, gennem skov, over bjerg, til vandfald, forbi højlandskvæg, får og grise, gennem hyggelige småbyer og altid omgivet af den grønne natur.

Og så kan vi afrunde en lang og kedelig lidelseshistorie, måske. Vi troede, at stakkels Brumle, vores påhængsmotor, var oppe igen efter et meget grundigt mekanikerbesøg på Arran. Men ak. Motoren døde, midt på vandet i Lochaline bugt på vej til La Vie ved ankerbøjen. I strid modvind og blæst åndede den ud med et slattent host og benzinen piblende ud i vandet. Heldigvis kom Jens fra Leontina til undsætning i deres gummibåd, og det var skønt, for vores ene åre knækkede i Oban, da en uduelig russer sejlede på os og fangede åren under en ellers ukompliceret havnemanøvre. Derfor bookede vi turens femte mekaniker til påhængsmotoren og bestilte en helt ny karburator. Brumle har i dag været på operationsbordet i Oban, og den første testtur, som i dag gik ind til hotellet og retur, lover godt.

Børnene trives også og har omsider fået sommerferie og lader til at nyde både skolefri og det sidste af vores rejse. De hygger på båden, sover længe og sumper i tæpper og dyner, mens det regner udenfor. En gåtur, lidt indkøb, hygge med de andre børn, en film og en skål slik. Der behøver ikke at ske det store, og måske er både børn og voksne så småt ved at være mætte af nye indtryk og oplevelser. Vores tid i Skotland har været en fantastisk finale på rejsen, og selvom vi stadig mangler en kanal, Loch Ness og noget sejlads, så er blikkene efterhånden rettet mod Danmark. Det er lidt vemodigt, at det snart er slut, men vi glæder os nu til at komme hjem igen og følger vejrmeldingerne på udkig efter et godt vejrvindue til Nordsøen.